Debat

Økologisk landmand: Vi er mange modstandere af vedvarende energi i mit område

Skribenten er ikke tilfreds med flere VE-projekter i Sydthy - som de seks møller i Gettrup i Thy. Her fire af dem.
Skribenten er ikke tilfreds med flere VE-projekter i Sydthy - som de seks møller i Gettrup i Thy. Her fire af dem. Arkivfoto: Peter Mørk

Opdateret 16. januar 2025 kl. 14:10

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi er uændret mange modstandere af vedvarende energi i Sydthy, og derfor vil der stadigvæk være et evigt slagsmål med naboer, når nye projekter dukker op.

Af samme grund er der stort set ikke oprettet nye mølleanlæg i de seneste mange år. 

Det blev til seks nye 107 meter høje 2 MW-møller rejst i 2008 i Gettrup-Hurup området. 

Og med mange uvenner på grund af de mange ansøgninger, som så alligevel ikke blev realiseret.

Vi er for længst selvforsynende med mølle-el i Sydthy, og derfor kan vi roligt prioritere anderledes.

Jeg takker kommunen for udpegning af de seks VE-områder i Thisted Kommune. 

Kommunen fastlægger overordnet, hvor meget der skal produceres og tager derefter slagsmålet med borgerne udenom de professionelle energifirmaer, matadorerne, hvis formål kun er profit. 

Vi, der bor her, må så nøjes med ulemperne.

Når de første fire områder i kommunen er udarbejdet, kan projektmagerne byde ind i områderne, men med min. 50 procent lokal medfinansiering, og det skal ske som en del af saneringen af gamle udtjente møller.

Med hensyn til ansøgning om projekter i de såkaldte frie områder kan det først ske, når pladserne i VE-områderne er optagede.

Ingen solceller på marker

Der bør aldrig gives tilladelse til solceller på landbrugsjord.

Jeg har bedt landboforeningen og kommunen om at være meget opmærksom på ikke at give tilladelse til at udtage landbrugsjord til solenergi.

Det netop indgåede landbrugsforlig kræver udtagning af 250.000 ha til skov og 140.000 ha lavbundsjorde, hvilket er 15 procent af landbrugsjorden. 

Her i Limfjordsområdet er der rigtig meget lavbundsjord og gamle udtørrede søer, Sjørring Sø-gårdene, Spærring Sø, Sindrup Vejle, Åkær vest for Svankær, Hundborg Mose mfl. 

Jo, der er bud efter vores landbrugsjord til anden arealanvendelse.

Til gengæld bør der arbejdes for og gives hurtige tilladelser, på ansøgers regning, til solcelleanlæg på de tusindevis af m2 industritage, landbrugstage og store offentlige bygninger.

Dertil kommer, at solcelleprojekter på landbrugsjord bliver frontalt angrebet af lokale nabogrupper, fordi det ser rædsomt ud og for at forfølge kommunens politik om ikke at tillade disse anlæg, når der er modstand mod projektet.

Det er måske nødvendigt at danne en forening: Nej til solceller på landbrugsjord i Sydthy. Det er mere slagkraftigt, og måske lettere at få juridisk og økonomisk bistand.

Så kære modstandere, der kommer i klemme, vær vågen og organiser jer i relevante nabogrupper. Der er foreløbig en Facebook-gruppe mod et formodet anlæg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden