Debat

Preben Bang: Først da lyset gik op for Lars Løkke, skete der noget

Advokat og MF, Preben Bang Henriksen (V), mener at et udbud af det juridiske arbejde kan spare staten for flere hundrede millioner kroner.
Advokat og MF, Preben Bang Henriksen (V), mener at et udbud af det juridiske arbejde kan spare staten for flere hundrede millioner kroner. Foto: Henrik Bo

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Så gik der hul på bylden.

Siden 1936 har et bestemt københavnsk privat advokatkontor haft monopol på advokatarbejde for staten under den holbergske titel “Kammeradvokaten”. 

En enestående dansk ordning - ingen andre lande i verden kender tilsvarende monopol.

Hvor et gennemsnitligt advokatkontor ligger på en total årsomsætning på måske 10-15 millioner kroner, ligger “Kammeradvokaten” på officielt 682 millioner kroner, hvortil der skal lægges et yderligere beløb fra statslige selskaber, regioner og kommuner etc.

Denne monopolordning, der har eksisteret siden 1936 - dvs. i 88 år - har i sagens natur været en vanvittig merudgift for staten. 

Ganske som enhver anden monopolordning er.

Nyt nyhedsbrev fra Nordjyske Debat

Få de seneste debatindlæg direkte i din indbakke.

Skriv dig op til nyhedsbrevet lige her.

Jeg har som advokat gennem 40 år set afregninger fra Kammeradvokaten til staten. Afregninger, som vil få enhver anden advokat til at dåne.

Derfor har det siden mit valg til Folketinget i 2011 været en prioritet for mig at få dette arbejde sat i udbud, så også andre advokatkontorer - herunder provinskontorer - får mulighed for at byde ind i fri konkurrence. 

To beslutningsforslag fra mig om udbud er blevet nedstemt i folketingssalen, adskillige samråd og folketingsspørgsmål har været forgæves, idet den til enhver tid siddende minister (og ikke mindst embedsmændene og desværre også Venstre-ministre) har betragtet Kammeradvokatkontoret som en ven, der var værd at bevare, og som sjældent havde kritik over for embedsapparatet.

Ekspertgruppe skal se på statens advokatarbejde

Først da Lars Løkke Rasmussen fik et job i et privat advokatfirma, gik lyset op for ham. 

Det betød blandt andet, at regeringsgrundlaget for SVM-regeringen fik en passus med om undersøgelse af kammeradvokatordningen. Sådan går det, når en politiker kommer ud i det virkelige liv.

Derfor er det for mig en stor glæde nu at kunne konstatere, at 13 års arbejde og et langt sejt træk nu bærer frugt. 

Regeringen har således netop offentliggjort en ekspertgruppe, der skal se på udlægning af statens advokatarbejde til andre advokater - herunder til provinsadvokatkontorer.

Og der er vel at mærke ikke tale om en årelang beslutningsproces. Senest i november i år, skal der foreligge en rapport, der skal danne grundlag for opsigelse af den nuværende - helt og aldeles vanvittige - ordning senest per 31. december 2024.

Ud over at et udbud vil spare staten for flere hundrede millioner, så vil det som sidegevinst give os et Danmark i bedre balance - forhåbentlig også med et par tunge lodder til de nordjyske kontorer.

Efter et langt sejt træk er der nu gået hul på bylden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden