USAs præsident Thomas Jefferson købte i 1803 "Louisiana-området" fra Frankrig (med videre) for 15 millioner dollars, og ved den lejlighed fordobledes næsten USAs samlede areal. 

I 1867 erhvervede USA sig Alaska for den nette sum af syv millioner dollars fra Rusland, og i 1917 afstod Danmark som bekendt De Vestindiske Øer til USA for 25 millioner dollars.

Så det kan ikke komme bag på nogen, at USA ved frivillig aftale (modsat Rusland) erhverver landområder. 

Måske er det derfor den filosofi, der i denne uge har fået Donald Trump til på ny at ytre interesse for køb af Grønland. Et eventuelt køb kræver selvfølgelig samtykke fra såvel Grønland som Danmark.

Når det er sagt, kan jeg have svært ved at istemme den helt store forargelse blandt mange danske og grønlandske politikere over, at problematikken nu kommer til diskussion. 

De grønlandske politikere undlader som bekendt ikke at udtrykke deres store utilfredshed med det Danmark, der hvert år sender cirka fire milliarder kroner til Grønland i bloktilskud (72.000 kroner per indbygger, ung som gammel) ud over "det løse" som for eksempel politi og forsvar.

Heller ikke i folketingssalen oplever vi den store samarbejdsvilje for slet ikke at tale om taknemmelighed. 

Allersenest er det demonstreret under efterårets tolke-debat, hvor et grønlandsk medlem, der taler flydende dansk og har fået sin betalte uddannelse på Københavns Universitet, har nægtet at tale dansk i folketingssalen uden medvirken af tolk. 

Det har så medført et tillæg på 67.000 kroner om måneden til oversættelse og tolkning.

Så Trumps tilbud kunne da blive en hel befrielse - i hvert tilfælde for de grønlændere, der konstant ytrer deres utilfredshed med danskerne.