Her ved Mette Frederiksen hvad hun taler om, og der er næppe den store grund til at åbne en diskussion om rigtigheden i det udsagn. 

Men det er ikke bare en mærkelig regering, det er også en dyr regering. 

Faktisk den dyreste nogensinde i landets stolte historie, og nu bliver den endnu dyrere. I denne uge blev den nemlig også historiens største. 

25 ministre har vi nu, og den slags koster jo. 

Løn og pension er trods det pæne niveau kun en lille del af det, for en minister skal selvfølgelig også have et ministerium. Der skal ansættes departementschefer, oprettes e-mail-adresser og flyttes hæve-sænkeborde. Den talrige skare af særlige rådgivere - bedre kendt som spin-doktorere - skal udvides, og for at sikre, at de får tid til den særligt nødvendige rådgivning skal der også etableres selvstændige presseafdelinger. 

Det løber jo op - mindst 35 millioner kroner har Jyllands-Posten regnet sig frem til - og mindre mærkelige regeringer havde måske valgt, at lade resort-områderne placere i de allerede eksisterende ministerier. 

For at oprette nye ministerier lyder ikke som noget, der ligefrem giver mindre bureaukrati. 

At etablere et nyt ministerium, hvis eneste formål er, at koordinere med andre ministerier om implementeringen af en aftale, lyder faktisk som noget, der kun kan ende ud med endnu mere bureaukrati og en endnu tungere statslig administration. 

Altså præcis det modsatte af hvad regeringen engang lovede, og mærkeligt kan det da godt kaldes, at regeringen har gjort det stik modsatte af valgløftet.  

Siden 2017 er antallet af administrative ansatte i staten steget med 16.200 fuldtidspersoner, så der i dag er mere end 74.000 administrative medarbejdere i staten. Lønudgifterne er steget - viser tal fra kontoret med ansvar for oplysning om lønudgifter - med 11,2 mia. kroner. 

I det lys er 300 millioner kroner selvfølgelig ikke så meget, men mærkeligt er det da også, at regeringen nu vil bruge det trods alt anseelige beløb på noget, der helt sikkert ikke bliver dem til gavn i meningsmålingerne.  

Forsvarsministeriet har netop sendt en ordre i offentligt udbud på leasing af privatfly til statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).  Samlet pris per dag i de næste seks år vil være 45.000 kroner. 

Hidtil har de tre - og deres forgængere - enten taget rutefly eller brugt forsvarets godt brugte Challenger-fly.  I statschef-miljøet er der næppe meget prestige i at ankomme i sidstnævnte - især ikke når mange andre regeringsledere ankommer i fly, der ikke bruges til andet.  Tyskeren lander i Kanzler Air, belgieren i Belgian Air Force One og den franske præsident i Cotam Unité. Selv i Sverige og Norge har regeringstoppen et dedikeret fly. 

At ankomme til topmøde i rutefly er muligvis nærmest pinligt. Det imponerer vel ingen i de kredse at rejsen trods alt er foregået på business, og ventetiden tilbragt i VIP-loungen.  

I det lys er det helt forståeligt, at regeringstoppen gerne vil ankomme mere anstændigt. 

Problemet er bare, at et markant vælgerflertal synes, at det er uanstændig omgang med rigets midler.