Debat

Socialdemokrat: Det undrer mig, Mads Duedahl vil lukke en velfungerende skadeklinik

Pludselig er skadeklinikken i Hobro blevet en del af diskussionen om mulige lukninger. Dette forslag giver dog ikke mening, skriver regionsrådspolitiker.
Pludselig er skadeklinikken i Hobro blevet en del af diskussionen om mulige lukninger. Dette forslag giver dog ikke mening, skriver regionsrådspolitiker. Foto: Torben Hansen

På det sidste regionsrådsmøde stod vi over for nogle vanskelige beslutninger angående vores økonomi. 

Det er ingen hemmelighed, at vores hospitaler er under finansielt pres. 

Vi har gennemgået diverse rapporter og analyser for at identificere potentielle skånsomme besparelser. 

Sundhedsudvalget, som jeg må sige gør et fremragende stykke arbejde, foreslog lukningen af skadeklinikken i Farsø og reduktionen af tilstedeværelsen af en speciallæge i traumatologi i Thisted om natten. 

Men pludselig er skadeklinikken i Hobro også blevet en del af diskussionen om mulige lukninger. Dette forslag giver dog ikke mening, da en lukning ikke ville medføre besparelser – tværtimod.

Derfor giver skadeklinikken mening

Lad mig dele nogle konkrete fakta: Skadeklinikken i Hobro drives af et team af yderst fleksible sygeplejersker fra den medicinske afdeling, som ikke er fast ansat i skadeklinikken. 

De træder til, når der er behov, og behandler omkring 2000 patienter årligt.

Disse patienter vil i tilfælde af en lukning blive nødt til at søge mod Aalborg, hvilket vil øge presset på denne allerede belastede modtagelse. En lukning vil derfor ikke medføre nogen økonomiske besparelser, men derimod forringe serviceniveauet markant.

Derudover vil mange fra Hobro-området sandsynligvis i stedet vælge at søge mod Randers. Men hver gang en nordjyde tager til Region Midtjylland, koster det os penge. 

Administrationen påpeger selv, at man forventer en øget tilgang til Region Midtjylland, hvis man lukker skadeklinikken i Hobro.

Det er bekymrende

Som ny i regionsrådet undrer det mig, at der kan være så stor vilje til at lukke en velfungerende enhed, især fra et parti som De Konservative, der er kendt for sin økonomiske forsigtighed. 

Det er bekymrende, at nogle politikere synes mere ivrige efter at nedlægge funktioner end at kæmpe for at bevare dem. Uagtet solide fakta, der modsiger dette.

Jeg vil opfordre Mads Duedahl til at tage en grundig intern diskussion med sit parlamentariske grundlag, før vi træffer beslutninger, der kan underminere den service, vi tilbyder nordjyderne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden