Stærke rødder og nye muligheder i Nordjylland
Det er ikke til at tage fejl af.
P. S. Krøyer skildrede det allerede tilbage i 1800-tallet - fiskeriet er en del af historien i vores del af landet. Men det er ikke kun historisk, for den dag i dag er det stadig en del af vores DNA. Mange arbejder - eller kender nogen, der gør - med havet som udgangspunkt. Det være sig enten i fiskeriet, på havnene eller i virksomheder, der forarbejder og sælger fisk af høj kvalitet. Det skaber arbejdspladser og understøtter vores lokalsamfund, kultur og identitet.
I Venstre arbejder vi for at skabe gode vilkår for, at fiskeriet fortsat kan udvikle sig og være en stærk del af vores erhvervsliv, samtidig med at vi passer bedre på vores havmiljø. Med den nye fiskeriaftale, der blev indgået inden sommerferien, sikrer vi stabile rammer for dansk fiskeri i fremover, så det er robust og konkurrencedygtigt men også mere miljøskånsomt og klimavenligt.
Havmiljøet er under pres, og vi ser det som en bunden opgave at finde en vej, hvor fiskeriet og et sundt havmiljø kan sameksistere. Her i Nordjylland ser vi allerede en stærk vilje til at gå foran. Fiskere og virksomheder investerer i nye teknologier, samarbejder med forskere, arbejder med bæredygtige løsninger og ser muligheder i nye markeder og produkter. Det er udvikling med respekt for tradition og håndværk.
I forlængelse af aftalen har regeringen besluttet at flytte godt 50 stillinger fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i København til Aalborg. Når to tredjedele af landets fiskeri foregår i Nord- og Vestjylland, mener Venstre, at det ganske enkelt giver bedre mening, at dem, der arbejder med regler og administration, også er tæt på det erhverv, de beskæftiger sig med. Staten er til for borgerne og ikke omvendt. Og når myndighederne får kortere afstand til havnene, virksomhederne og fiskerne, styrker det både dialogen med erhvervet og kvaliteten af vores kontrol. Samtidig bidrager flytningen til en bedre geografisk balance i Danmark. Staten skal ikke kun være i hovedstaden – den skal være dér, hvor danskerne arbejder og producerer.
Når vi taler om fremtidens fiskeri, handler det også om de mennesker, der står bag. Om unge, der skal have mulighed for at gå til søs og skabe sig en tilværelse på og omkring havet. Om levende havne og lokalsamfund, hvor der stadig er aktivitet på kajen, og hvor fiskeriet er en del af hverdagen.
I Venstre arbejder vi for, at fiskeriet fortsat skal have en stærk fremtid i Danmark - og særligt her i Nordjylland, hvor havet ikke bare er vand, men et livsgrundlag. Ved at skabe klare og stabile rammer, styrke omstilling og støtte kystsamfund står vi vagt om en næring, der har været med til at forme Danmark – og som også skal være en del af vores fremtid.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.