Vi skal huske på, at krigsførelsen allerede var begyndt tilbage i 2014, først med annekteringen af Krim lige efter De Olympiske Vinterlege, siden med oprørske separatisters krig i Donbas-regionen og infiltrationen med "grønne mænd", alt sammen udløbere af Majdan-revolutionen i slutningen af 2013 og begyndelsen af 2014, der førte til præsident Janukovitjs flugt til Rusland. De nidkære Moskva-tilhængere, gammelkommunister og højrefløjsnationalister, kalder det et "statskup" – gammelrevolutionære hader nye revolutioner.

To bøger behandler denne historie: den danske journalist, Mathilde Kimer, skrev i 2016 "Krigen indeni. Skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine", klassejournalistik fra slagmarken, og den amerikanske Time-journalist, Simon Shuster, har just udgivet i 2024 "Showman. Invasionen indefra. Volodymyr Zelenskyj – fra komiker til landsfader" på dansk. Den er både et biografisk og et dramatisk historisk værk om hovedpersonen, Ukraines nyeste historie og – ikke mindst – om krigens første år fra invasionen 24. februar til slutningen af 2022. Shuster har haft det privilegium at have været inde i præsidentens inderste cirkler.

Fremragende fortælling

Mathilde Kimers bog er fremragende: den er bundet op på 3 personer: den unge Bogdan, der studerer jura i Kyiv, men gerne vil engagere sig i oprøret mod den siddende præsident Viktor Janukovitj, der nægtede at underskrive en handelsaftale med EU og dermed lagde sig ud med det vestligt orienterede Ukraine. Bogdan er med i de voldsomme begivenheder på Majdan-pladsen i februar 2014, da politiet og det militære korps, Berkut, griber ind og skyder demonstranterne. Og han involverer sig i Azov-korpset, der bliver dannet for at bekæmpe pro-russiske separatister. Et rædselsfuldt "lavpunkt" er nedskydningen af det malaysiske rutefly MH17 med 298 personer om bord. Ukraine har anlagt sag mod Rusland for forbrydelsen, og sagen kører stadig i FN’s juridiske system.

Anna er den anden hovedperson, Kimer følger. Hun er gift med en parfumeforretningsmand og hører til den højere middelklasse, men engagerer sig i studenteroprørene i Kyiv og senere i de ukrainske militsers og regulære hærstyrkers kamp mod separatisterne i Luhansk og Donetsk. De pro-russiske oprørere stormede rådhuse, politistationer og lufthavne, erklærede straks de to regioner for selvstændige folkerepublikker, søgte om optagelse i Ruslands føderale union uden mandat og beskyldte Ukraines regering og hær for at begå "folkedrab". Hun sørger for forsyninger: mad, tøj, medicin og våben, og det sker via internet-indsamlinger af penge, egne indkøb og privat transport til de trængende soldater på fronterne. Det civile engagement, civile courage, er helt centralt, fordi regering og hær var lammede og lod oprørerne få lang snor. Erobringen af Krim skete helt uden modstand fra det officielle Ukraine.

Den tredje hovedperson er Mathilde Kimer selv, DR-journalisten i krigens "øje", fuldstændig opslugt af de voldsomme begivenheder og flere gange i direkte livsfare. Hun pendler mellem sit hjem i Hvidovre, mand og børn og krigsskuepladserne i Ukraine, eskaleringen af krigen, Bogdans og Annas historier. Kimers synsvinkel er bundet til Orange-revolutionen i 2004 og Majdan-oprøret 20. februar 2014 – altså det Ukraine, der var/er ved at vokse op og ud af fortidens sumpe med diktatur, tvangsrussificering, smadret civilsamfund, korruption, kleptokrati, oligarkers vælde. 

Hun kommer tæt på de to ukrainske hovedpersoner, Bogdan og Anna, men det afsløres først sent og overraskende i bogen, der slutter med, at Kimer selv "får krigen ud af sin krop" og kan slippe den voldsomme påvirkning, krigen er, og få repareret sit ægteskab og familieliv, der hænger i laser.

Propagandaløgne

Simon Shusters bog om præsident Zelenskyj er både biografi, historie og aktuel journalistik på første hånd. Zelenskyj kommer fra den intellektuelle middelklasse, faderen professor i kybernetik og voksede op i en barsk østukrainsk arbejderby, Kryvyj Rih, hvor der var tæv i luften ved mindste slinger i valsen. "Min inderste sjæl, mit store hjerte", har han kaldt sin fødeby. 

Han er tosproget, taler russisk og ukrainsk, efterhånden kun ukrainsk. 

Sprogkampen er en kamp om sindelag og tilhør, men den russiske påstand om sproglig ukrainisering af de østlige provinser og folkedrab er propagandaløgne. Begrebet "folkedrab" er i disse tider ude for en grænseløs udvanding. Det var i øvrigt en ukrainsk jurist, Raphael Lemkin, der opfandt begrebet, og gav det den præcise definition til brug ved Nürnberg-processerne efter 2. Verdenskrig.

Zelenskyj ville hellere optræde på de skrå brædder end tage en akademisk uddannelse – til hans fars fortrydelse. Han tog en spektakulær karriere inden for comedy-genren, romcoms og sitcoms, og var lige så populær i Rusland som i Ukraine. Tv-medier, turneer og mere private optrædener grundlagde hans enorme popularitet. 

Komikken var politisk i drillende stil over for de forstenede præsidenter frem til Majdan-opstanden i februar 2014. Men med den pro-russiske anti-Maydan-bevægelse i øst, annekteringen af Krim, blev der skiftet spor. Med sin gruppe, Kvartal 95, begyndte han at optræde ude ved fronterne for de ukrainske styrker og fik selvsyn for den brutale krig, som Minsk-aftalerne I og II ikke kunne standse, fordi ingen ville acceptere dem. Med god grund: de var pseudo-aftaler, der favoriserede det russiske synspunkt og byggede på den løgn, at der ikke var russiske styrker i Donbas.

Mange opfordrede Zelenskyj til at opstille til præsidentvalget i 2019; beslutningen modnede sig om at tage kampen op mod "chokoladefabrikanten" og medieejeren, Porosjenko, hvis administration havde ført en ineffektiv kamp mod separatisterne i øst. Zelenskyjs kone, Olena Zelenska, fik det at vide som den sidste af alle i nytåret 2016 på en vinterferie i Svejts. Han er en hemmelighedsfuld herre og selvsikker - en patriark i drengeskikkelse. 

Hele hans talent for brug af de sociale medier kom til at spille en afgørende rolle, da Putin – til Zelenskyjs uventede overraskelse – beordrede de russiske styrker ved grænserne til krig i Ukraine. Han havde i to år søgt en fredsaftale med Putin, var ved at sætte sin popularitet hos folk over styr og havde fjender i Porosjenko, Julija Tymoshenko og især Viktor Medvedtjuk, mediemogul, Putins ven i Kyiv og i Ukraines parlamentet. En af foråret 2022's spektakulære begivenheder var tilfangetagelsen af Medvedtjuk på flugt i laset, ukrainsk uniform.

Kulmination på borgerkrig

Totalangrebet på Ukraine den 24. februar 2024 var kulminationen på den "borgerkrig", der var begyndt i 2014. Vi taler om 8 års krig i det østlige og sydlige Ukraine med betydelige ofre og omkostninger på begge sider. Styret i Kyiv nød i årenes løb godt af den civile og militære mobilisering. Aggressoren, Rusland, mødte i 2022 ikke et uforberedt Ukraine, der i 2014 havde været ganske demilitariseret. Angrebet blev fra nord, øst og syd sat ind mod Kyiv med det formål at knække præsidenten, parlamentet og myndigheder så hurtigt som muligt. Det mislykkedes fuldstændigt, da de russiske styrker på nordvejen til Kyiv blev lokket i en fælde af den ukrainske generalstab. De kunne ikke få brændstof frem til kampvognene, og konvojen standsede og blev et offer for ukrainske nålestiksangreb. Og faldskærmssoldater, der skulle erobre lufthavnen ved Kyiv, brugte gamle kort fra sovjetisk tid og landede i åbne landskaber, som kortet viste var skov. De havde ikke en chance i geværilden.

Shuster følger Zelenskyj tæt fra invasionen og frem. Krigens førelse overlod han til generalstabschef Zaluzjnyj, mens han selv tog sig af kommunikationen til sin befolkning og til verdenssamfundet, Vesten og dens ledere især. Zelenskyj tabte hverken hovedet eller fatningen, da alarmen lød, men var besluttet, modig og kampklar. "Skal vi ikke give dem en røvfuld?", var hans opfordring kl. 5.00 om morgenen, da han kom til præsidentkomplekset. Modet og humøret signalerede han til befolkningen med enorm motivationseffekt, og han henvendte sig lige så besluttet til den vestlige offentlighed om Ukraines kampvilje – og mangel på våben. 

Det var en dobbelt strategi, der skulle udelukke enhver tvivl om, at Ukraine ville og kunne afværge en russisk besættelse, og med den fornødne hjælp ville kunne tvinge Rusland tilbage bag de oprindelige grænser – inklusive Krim. Og præsidenten gik forrest i den kamp. Han flygtede ikke.

Shuster indleder sin bog med en situation, der kan tages som et sindbillede på Zelenskyj. Stort tv-transmitteret show med ham selv i hovedrollen som en komisk præsident afvikles en lørdag aften i 2019 op til det valg, hvor han selv var præsidentkandidat. Det store teater i Kyiv får et par timer før start en opringning om bomber i bygningen; politiet sender sporhunde ud, ingen får noget at vide, og Zelenskyj beslutter på eget ansvar at gennemføre showet med stiv overlæbe. En mand med nerver af stål. Men tænk hvis Ukraine havde haft en kujon og sjuft til præsident, en Janukovitj, da Rusland invaderede? Omvendt er Zelenskyjs problem hans selvrådighed og overfølsomhed.

Simon Shusters bog er spændende og giver et usædvanligt indblik i Zelenskyjs officielle og private optræden i den umådeligt belastende situation: at være sit lands leder i krig med den store nabo, Rusland. Europa var og er nølende, USA under Trump afvisende og ude på slibrige studehandler. Præsident, Joe Biden, har været Ukraines stærkeste støtte, men hvor længe? Tyskland mest tøvende, både Merkel og Scholz desværre. Vestlig krigstræthed og selvoptagethed er den værste "fjende" for den ukrainske kamp.

Hvad er så Zelenskyjs langsigtede projekt? 

Han vil bryde en ond cirkel af russisk imperialistisk undertrykkelse, der har varet alt for længe. Han har just fyret den populære, militære chef og indsat en ny. 

Lykke til! Vejen er uden tvivl brolagt med tragedie på tragedie og enkelte, små sejre. 

Det ved præsidenten mere end nogen anden.