Drab

Landsret stadfæster dom over norske smuglere

Det sidste punktum er sat i den fatale smuglersag fra Aalbæk Havn

Foto Michael Bygballe
Foto Michael Bygballe Michael Bygballe

Opdateret kl. 18:14

VIBORG/AALBÆK: Vestre Landsret stadfæstede fredag dommene over de fire nordmænd, der ved byretten i Hjørring blev idømt tre et halvt års fængsel for den dramatiske smugling af 250 kilo hash i Aalbæk Havn i januar 2013.

Tre af nordmændene havde anket byrettens dom med henblik på nedsættelse af straffen, mens den 39-årige formodede bagmand, TB, havde anket til frifindelse.

Forsvarer: Skuffende

I landsretten afgav TB for første gang forklaring i sagen, ligesom der blev ført tre norske vidner, der gav ham et alibi på dagen for smugleraktionen.

Men landsretten fandt ikke vidnernes forklaring troværdige, og det er skuffende, siger TBs forsvarer Mette Grith Stage.

- Jeg er ærgerlig på min klients vegne. Vi førte tre troværdige vidner, og det er skuffende, at landsretten valgt at tilsidesætte deres forklaringer, siger hun.

Mette Grith Stage er dog tilfreds med, at landsretten ikke fulgte anklagemyndighedens påstand om, at TB skulle være bagmand i den store smuglersag.

- Det eneste positive at se er, at landsretten ikke mente, at min klient havde en mere central rolle end de andre, og derfor blev han idømt samme straf som de andre, siger forsvarsadvokaten.

Gik efter lavere straffe

De andre dømte er en 28-årig og en 37-årig mand, som begge var til stede på Aalbæk Havn. Deres forsvarere havde i landsretten argumenteret for en straf på højst to et halvt års fængsel, mens forsvareren for den fjerde dømte, en 29-årig mand, gik efter højest tre års fængsel.

Modsat gik anklagemyndigheden efter fire års fængsel fængsel til de fire smuglere og en højere straf til TB for en koordinerende rolle.

Men landsretten valgte altså at stadfæste byrettens dom på tre år og seks måneder til alle fire.

Fatal aktion

Dermed er det sidste punktum sat i den fatale smugleraktion i Aalbæk Havn, hvor en 49-årig norsk mand blev skudt og dræbt af politiet under en storstilet aktion.

Politiet havde i månedsvis efterforsket den 49-årige, og blandt andet havde norsk politi sat en gps på mandens båd.

6. januar slog Nordjyllands Politi så til sammen med Frømandskorpset og Politiets Særlige Indsatsstyrke, da den 49-årige sejlede fra Norge til Aalborg Havn.

Her stod den 28-årig og 37-årig mand og ventede med 250 kilo hash. Da politiet slog til, hoppede de to nordmænd i båden med den 49-årig, som sejlede hurtigt ud af havnen.

De blev dog mødt af en båd fra Frømandskorpset, og det kom til skudveksling mellem PET-agenter og den 49-årig, der blev dræbt af skuddene.

En PET-agent blev såret af skud i lysken, og den 28-årige nordmand blev såret af skud i brystet under aktionen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden