Lokalpolitik

Langstrakt sag sluttet

Byrådet var delt i sag om, hvor besparelse skal findes

Puljen til flere penge i indskolingen bliver ikke rørt - til gengæld tages pengene fra en pulje til to nye familiebehandlingstilbud. Arkivfoto: Kurt Bering
Puljen til flere penge i indskolingen bliver ikke rørt - til gengæld tages pengene fra en pulje til to nye familiebehandlingstilbud. Arkivfoto: Kurt Bering

En langstrakt sag om en besparelse, der var gået i vasken, fandt på byrådsmødet sin afslutning. Det er en gammel besparelse som skulle fremkomme, fordi man har gjort det muligt for forældre at vælge Ungdomsskolens fritidsklubber frem for skolernes sfo'er for de ældste børn. Men forældrene valgte i høj grad stadig sfo'erne, og en beregnet besparelse på 656.000 kroner udeblev. Den skulle nu findes - og børne- og skoleudvalget forsøgte at få økonomiudvalget til at tage pengene af kassen, men det lykkedes ikke. Regningen havnede igen i fagudvalget. Så fandt man ud af, at man faktisk havde penge tilovers to steder, som ikke er blevet brugt - penge til flere hænder i indskolingen, og penge til oprettelse af to familietilbud, Malurtvej og Gimle. Hvilke penge? Men der var uenighed om, hvilken pulje af ubrugte penge, der skal bruges. - Det er en sag, som vi i vores udvalg synes har været lidt træls. Vi har i udvalget ikke haft lyst til at ændre normeringen i sfo'erne, og derfor har vi talt om puljen til flere hænder i indskolingen, sagde næstformand i børne- og skoleudvalget, Lone Birkmose Lex (V), der pegende på, at pengene kunne tages der, fordi projektet ikke er klar endnu og kan gemmes til august. Men S-SF var ikke enige, da de penge er en del af budgetaftalen. - Grunden til, at der er en anderledes indstilling fra S og AF er, at der er en pulje på en mio. kroner, der slet ikke er kommet i gang, sagde Peter H. S. Kristensen (S), mens Arne M. Jensen (S) pegede på, at pengene til flere hænder i indskolingen er øremærkede og at man ønsker det iværksat hurtigst muligt. Karsten Frederiksen (K) syntes, at pengene skulle tages fra indskolingen, mens Karl Emil Nielsen (DF) pegede på Malurtvej og Gimle. Ved afstemningen havde S, SF og DF flertal, og dermed er det puljen til projekterne Gimle og Malurtvej, der må holde for.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden