Lars Bak igen til Aalborg
Cykelrytteren kører gadeløb to dage efter Tourens afslutning
AALBORG: Tirsdag 28. juli køres der igen gadeløb i Aalborg, når rytterne klokken 18.00 bevæger sig ud på Spilnu.dk Grand Prix.
Og igen i år får løbet besøg af nogle af Danmarks bedste cykelryttere - således har arrangørerne netop truffet aftale med Lars Bak, der i øjeblikket kører Tour de France for mandskabet Lotto-Soudal.
- Lars Bak har været til start i Aalborg i alle de år, hvor løbet er blevet kørt og derfor er vi også utrolig glade for, at Lars vil komme og være med i løbets 5 årige jubilæums udgave. Desuden virker han i rigtig god form, det så man i lørdagens etape i Tour de France og derfor er han en naturlig favorit til at gentage sin sejr fra 2013, udtaler løbsarrangør Jonas Mikkelsen fra virksomheden Special Invite, som står bag de professionelle gadeløb i Aalborg og Kolding.
Også Jakob Fuglsang er annonceret til løbet i Aalborg, der således har to af årets tre danske Tour-deltagere på startlisten.
Desuden kommer andre professionelle ryttere som Sebastian Lander og Alex Rasmusssen, ligesom der vil være stor deltagelse fra de danske kontinental-mandskaber.