Den nye moral: Er du imod vindmøller i baghaven, er du for Putin

Det er svært at udlægge virkeligheden anderledes, hvis man vel at mærke køber ind i den stærkt moraliserende retorik, der er opstået i kølvandet på regeringens fremlæggelse af planen ’Danmark kan mere II’ tidligere på ugen.

Den grønne omstilling, som Socialdemokratiet vandt seneste folketingsvalg på, er atter rykket øverst på dagsordenen. Krigen i Ukraine har overbevist den vestlige verden om, at vi ikke længere kan være afhængige af russisk gas, og sikkerhedspolitik er nu blevet en løftestang for nye vindmølleparker og solcelleanlæg.

Regeringen bebuder, at det sikkerhedspolitiske aspekt skal spille en tungere rolle, når myndighederne skal finde plads til de grønne produktionsanlæg, hvilket alt andet lige må betyde, at borgeres indsigelser mod at få skæmmet udsigten fra terrassen eller bekymringer for dyre- og plantelivet skal tillægges mindre vægt.

Dermed har en i forvejen moraliserende debat om grøn omstilling fået et ekstra lag: Hvis du er imod vindmøller i baghaven, er du ikke alene med til at smadre fremtiden for vores børn; du støtter også Putin.

På Christiansborg er tankegangen, at den folkelige uvilje mod Putins fremfærd i Ukraine er midlet til at få danskerne til at acceptere de mere kedelige konsekvenser af den grønne omstilling. Ministre og andre politikere erklærer ligefrem den såkaldte NIMBY-effekt for aflivet.

NIMBY er en sammentrækning af initialerne for ’Not In My Back Yard’. Begrebet ’ikke-i-min-baghave’ bruges om borgere, der i tale støtter grøn energi, men i handling er imod, at der opstilles vindmøller eller solcelleanlæg, hvor de selv skal kigge på det.

Det ser dog ud til, at der skal mere end frygten for Putin til at gøre kål på NIMBY. På Nordjyske har vi i de seneste dage leveret beviser for det i form af to aktuelle sager.

Den første er fra området mellem Ilbro og Høgsted i Hjørring Kommune. Her er naboer imod opførelsen af nye vindmøller langs motorvejen, og de har netop vundet en sejr i Planklagenævnet, der giver dem ret i, at kommunen har fejlet i forhold til miljøvurdering og habitatdirektiv. Naboerne er især bekymret for den røde glente og den spidssnudede frø, der holder til i området. Kommunen skal nu genbehandle projektet.

Den anden sag er fra Blære/Bjørnstrup i Vesthimmerland Kommune. Her har indenrigsminister Kaare Dybvad Bek ophævet Viborg Stiftøvrigheds, altså kirkens, indsigelse mod opstilling af nye vindmøller. Ministerens begrundelse er, at der skal mere fart på den grønne omstilling.

Men projektet splitter lokalsamfundet, og når byrådet på torsdag skal behandle sagen, er det usikkert, om borgmester Per Bach Laursen (V) får flertal til at opstille seks eller kun fem vindmøller. Samtidig efterlyser Socialdemokratiet klarere regler for, hvordan berørte naboer kompenseres.

Det er rimelige bekymringer, som bringes frem i Hjørring og Vesthimmerland. Stat og kommuner bør ikke kunne gennemtrumfe den grønne omstilling uden at inddrage spørgsmål som natur, miljø og kompensation til de mennesker, hvis ejendomme risikerer at falde i værdi.

Men spørgsmål om ret og rimeligt dør i en debat, der er gjort til et spørgsmål om moral. Skal vi følge den nye, grønne logik til ende, er de utilfredse naboer i Hjørring og Vesthimmerland med til at trække den grønne omstilling i langdrag, og dermed forsinker de nationens kamp for at blive fri af russisk gas. Ergo er deres modstand mod vindmøller en støtte til Putin.

Det er en farlig sti at betræde. Vi må som samfund kunne rumme at føre den grønne omstilling igennem uden at udskamme medborgere, der rammes af den.