Stilheden blev afløst af den kakofoni af stemmer og den livlighed, som de fleste af os nok forbinder med at samle en ordentlig bunke teenagere til fælles pause i skoletiden.

Det er kort beskrevet det, der skete, da Dueholmskolen på Mors indførte mobilfri skole for alle eleverne.

Før det blev så godt  - eller normalt, kunne man måske fristes til at skrive - skulle det stå grueligt galt til i en årrække.  

Eleverne sad og hang i frikvartererne. I tavshed. Med hovederne dybt begravet i deres mobilskærme.

Teknologiens og de nye platformes indtog medførte en flodbølge af teknologibegejstring, som ikke mindst var skyllet ind over skolebørnene.

Der kunne der ikke være skærme nok i skoletiden. Eleverne skulle have undervisning på computere og ipads i alle fag og til alle formål, så de kunne tilegne sig it-færdigheder.

Sådan fortsatte det i en årrække, det at kunne bruge it-redskaber blev målet i sig selv, ikke fagene. Og samtidig invaderede ikke mindst mobiler ikke bare klasseværelserne, men også alle de andre rum i børnenes liv.

Indtil nu, hvor en trivselskrise blandt børn og unge har fået os til at vågne op, både ude på skolerne og helt ind i undervisningsministeriet.

For Dueholmskolen er bestemt ikke alene, faktisk er skolens mobilpolitik ved at være normalen. En modbølge er i gang i skoler, på efterskoler og på gymnasier. Den mobilfri skole er (gen)indført.

Det kan virke kontrollerende og formynderisk helt at slukke for mobilerne i skolerne, også i frikvartererne. Men egentlig er en skole uden skærme og evigt tændte sociale medier normaltilstanden, og det burde sådan set også gælde uden for skolen.

Hvad ville der ske, hvis vi også andre steder i samfundet havde modet til at lave mobilfri zoner?

Ville vi også her løfte hovederne fra skærmen og begynde at snakke sammen? Ville vi oftere samle tankerne om en bog eller bruge tid på at fundere grundigt over et emne?

Ovenstående gælder naturligvis alle. Hvis frikvarter fra mobiltelefonen har en gavnlig effekt på børn og unge, skulle det være meget mærkeligt, at det ikke også gjaldt for resten af os.

Lad os se det i øjnene: Den stormende forelskelse og hvedebrødsdagene med mobilerne er ovre. Nu skal vi finde den langtidsholdbare måde at få forholdet til at fungere på.