Nordjyske mener

Denne usædvanlige 36-årige kunne nogle direktører lære noget af

Peter Simonsen er erhvervsredaktør hos Det Nordjyske Mediehus.
Peter Simonsen er erhvervsredaktør hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 20:02

Rasmus Mortensen er usædvanlig.

På mere end én måde.

Den 36-årige iværksætter har opfundet en maskine, der med hans egne ord kan revolutionere fødevarebranchen. Og der er muligvis noget om snakken.

For kunderne tæller allerede store, verdensomspændende koncerner. Flere prominente navne har skudt penge i Rasmus Mortensens virksomhed, Lyras, og antallet af medarbejdere er vokset til over 70.

Det er i øvrigt samme medarbejdere, som Rasmus Mortensen håber at gøre til millionærer. Hver og én. De har fået tilbudt medarbejderaktier til spotpris som en ”ekstra gulerod til at skabe noget sammen,” som direktøren siger.

Eller rettere: Den forhenværende direktør.

For når Rasmus Mortensen er usædvanlig i mere end én forstand, hænger det ikke kun sammen med hans unikke opfindelse. Jeg henviser også til den beslutning, han for nyligt traf. 

Beslutningen om at overdrage direktørposten i den virksomhed, som han har bygget fra bunden.

Rasmus Mortensen, manden bag Lyras. Og nu forhenværende topchef. PR-foto: Lyras.

Som ejerleder kan det være svært at vide, hvornår man skal slippe tøjlerne i sit hjertebarn. Historien er fyldt med eksempler på nogen, der blev hængende alt for længe. Og hvor beslutningen i sidste ende blev grim.

Måske fordi beslutningen om at give stafetten videre kræver en god portion selverkendelse. Og uden erkendelse, ingen handling. Det er jo din virksomhed, må man forstå. 

Ofte er den bygget på tusindvis af timers slid, ofre og afsavn, og hvem bedre til at drive den end ham eller hende, som kender den indefra og ud, helt ind i kernen og ud til de dybeste afkroge?

Men så er der Rasmus Mortensen. 

Ejerlederen, for hvem fine direktørtitler betyder nul og niks. Faktisk har han siden begyndelsen arbejdet på at gøre sig selv overflødig, fortalte han Nordjyske tilbage i 2022, og nu lykkedes det endelig.

Hvad er Lyras?
  • Under sit sidste år af ingeniøruddannelsen udviklede Rasmus Mortensen en teknologi, hvor man bruger ultraviolet lys til at erstatte de ellers energikrævende anlæg, som mejeribranchen bruger i dag til pasteurisering.
  • Troen på sit unikke produkt fik Rasmus Mortensen til at droppe ud af studiet og stifte det, der i dag er Lyras.
  • En virksomhed, som har hentet over 100 millioner kroner i investeringer, landet kunder over hele verden og har over 70 ansatte på lønningslisten.
  • Det bæredygtige pasteuriseringsanlæg, som Rasmus Mortensen har opfundet, bruger kun en brøkdel energi og vand i forhold til traditionel pasteurisering, fordi opvarmning og nedkøling af for eksempel mælk bliver overflødig, når man bruger ultraviolet lys.
  • Rasmus Mortensen ejer 48 procent af Lyras. I ejerkredsen er også familien Bagger-Sørensen og brødrene Lars og Peter Colding-Kristensen.
 

Pointen med det hele er, at Rasmus Mortensens tidlige erkendelse – og at han nu sammen med sin bestyrelse har handlet på det – ikke blot betyder, at hans hjertebarn får bedre forudsætninger for at vokse og blive en verdenssucces.

Det betyder også, at han i samme virksomhed får lov til at beskæftige sig med noget, der for ham er langt mere værdifuldt og givende, end hvad et opslugende topchefjob indebærer.

På den måde er Rasmus Mortensen eksponent for et nyt mindset, som i høj grad former og driver de yngre generationer på arbejdsmarkedet. Nemlig at prestige og fine titler, man kan pynte sit visitkort med, ikke er afgørende. 

Det afgørende er, at der er en mening med det arbejde, du udfører. Følelsen af at beskæftige sig med noget, der giver dig energi – ikke dræner dig for det.

I Rasmus Mortensens tilfælde at gøre en reel forskel for klimaet.

Hvor er det dog højtravende og naivt, vil nogen sige. Hvor er det dog befriende, siger jeg.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden