Nordjyske mener

Nordjyske mener: Historien om lægen fra Vestervig endte lykkeligt. Men der skal kampgejst til for at løse problemet

Line Ettinger Julsgaard er redaktionschef for Lokalredaktionen.
Line Ettinger Julsgaard er redaktionschef for Lokalredaktionen. Foto: Mette Møller / Grafik: Malte Keld Nielsen

Problemet har været længe kendt. Der er færrest læger derude, hvor vi har mest behov for dem.

Pludselig bød en ung læge sig til i Vestervig. Regitze Johnsen Høy stod klar til at blive byens læge og åbne praksis.

Alligevel fik hun et nej.

Det skete sidste sommer, at Regitze stod med et overraskende afslag i hånden. Men i juni i år fik lægen alligevel et ja

Heldigvis endte historien godt for både lokalsamfundet i Sydthy, lægerne selv og regionen. 

Men forløbet har ikke været gnidningsfrit og efter et afslag, en ny makker og års arbejde har Regitze Johnsen Høy og Gerda Lindsted nu fået de ydernumre, de drømte om.

Men historien rejser også et spørgsmål, som rækker langt ud over Vestervig.

Var det virkelig meningen, at systemet skulle gøre det så svært for de læger, der faktisk gerne vil etablere sig dér, hvor manglen er størst?

Region Nordjylland havde en række gode argumenter for afslaget dengang. 

De byggede især afslaget på antallet af patienter, som de nye læger ville have nedsat fra 3.200 til 2.000, fordi lægerne ikke ville se ind i en hverdag, hvor de hurtigt blev nedslidte og stressramte. 

Det er ikke en kritik af Region Nordjylland. 

For de skal tage hensyn til at få så meget sundhed for pengene som muligt og har dermed nogle fælles regler at tage hensyn til. Et ydernummer er ikke noget, man bare deler ud.

Og det blev også klart i forløbet. Det centrale her er, at systemet i lige netop dette tilfælde kunne risikere at spænde ben for sit eget formål; at få flere læger til yderkommuner, hvor behovet er størst. 

Nogle gange bliver regler så rigide, at de begynder at modarbejde sit eget mål. 

For med geografien ændrer vilkårene sig - og dermed opgaverne for lægerne. 

I et lokalsamfund bliver lægen i højere grad et kendt ansigt i byen. Patienterne er ofte mere komplekse. Afstandene til sygehusene større, og det gør opgaverne tungere og mere tidskrævende. 

Alle de nuancer er svære at tage højde for i ét fælles regelsæt.

Netop derfor bør der være plads til fleksibilitet, hvis vi skal lykkes med at få flere læger ud, der hvor behovet er størst.

Regitze Johnsen Høy gav ikke op, selvom hun stod med afslaget i hånden. Hun fandt en sjælden kampgejst frem og fandt en vej.

Hun fandt en ny makker, arbejdede videre og holdt fast i drømmen om at blive familielæge i sin hjemby. 

Afslaget kunne også have taget lysten fra hende.

I sidste ende gjorde sundhedsreformen det muligt at godkende en klinik med færre patienter end tidligere. Når klinikken nu åbner, starter de to læger med 1000 patienter, som gradvist skal vokse til 2.600 patienter.

Forløbet er et godt eksempel på, at regler skal kunne justeres, når vilkårene ser anderledes ud.

Det bør ikke være en kamp mod systemet at være en del af løsningen.

Line Ettinger Julsgaard er redaktionschef for Lokalredaktionen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden