Det er synd for alle. Men mest for mig!

LEDER:De tårnhøje el- og varmeregninger begynder nu for alvor at gøre ondt på et bredt udsnit af den danske befolkning. Alt fra børnefamilier til studerende og pensionister melder om økonomiske kvaler som følge af den historiske energikrise, vi er havnet i.

Og der er ikke udsigt til, at de økonomiske kvaler får ende lige foreløbigt. Vinteren bliver dyr.

En inflation på næsten 10 procent rammer alle. Den gør ondt, og den er voldsomt uvant ovenpå en lang årrække med nærmest ikke-eksisterende prisstigninger.

Det er som om, at den båd, vi alle sidder i, pludselig og uventet tager vand ind. Og da er den naturlige menneskelige reaktion, at de fleste vil forsøge at redde sig selv.

Også når snakken falder på, hvem der skal reddes op af den synkende båd.

Regeringen er parat med yderligere to milliarder kroner til såkaldt ”inflationshjælp”, og som sultne dyr står alt fra Ældre Sagen til De Studerendes Fællesråd og Plejefamiliernes Landsforening klar til at argumentere for, hvorfor den borgergruppe, som netop de repræsenterer, skal tilgodeses.

Alle vil have en luns af det skrabede skrog. Sikkert er det, at ingen bliver mætte.

To milliarder kroner batter nærmest intet, hvis et bare nogenlunde antal danskere skal have en økonomisk håndsrækning, der kan mærkes. Da et bredt flertal i Folketinget før sommer besluttede at bruge 1,5 milliarder kroner på at sænke elafgiften og forhøje det maksimale beskæftigelsesfradrag, svarede det for de heldigste danskere til en månedlig besparelse på 58 kroner.

Det siger sig selv, at politikerne ikke bare skal give los af statens penge og udsende den ene inflationscheck efter den anden. Det vil kun gøre inflationen værre – og det er dumt at hælde benzin på et bål, der skal slukkes.

Faktum er, at de danske politikere ikke kan gøre meget for at tøjle inflationsmonsteret. Inflationen drives op af globalt stigende priser på energi og fødevarer. Det er uden for staten og politikernes indflydelse.

At hæve renten – hvilket gør det dyrere for virksomheder og borgere at låne og tager farten ud af økonomien – er heller ikke en mulighed, fordi dansk pengepolitik i høj grad er bundet til resten af EU via fastkurspolitikken, der skal sikre kronens værdi.

Tilbage står den erkendelse, at de prisplagede danskere langt hen ad vejen må klare sig selv. Det kan de fleste heldigvis, men det kræver fravalg og prioriteringer, der griber ind i den måde, mange er vant til at leve deres liv på.

Da Nordjyske for nyligt skrev om Morten Vilstrup og hans familie, der bor i parcelhus i Støvring og nu må droppe ferien til foråret på grund af en ny prisstigning på varme, flød kommentarsporene over med fornærmede opstød.

Hvad ligner det at klage sig over en aflyst ferie, når andre kæmper med overhovedet at få det daglige husholdningsbudget til at hænge sammen, lød det nærmest samstemmende. Hvad med os, der aldrig har haft råd til en ferie? Hvad med os, hvis elregning stiger endnu mere? Og hvad med os, der slet ikke har råd til at købe et parcelhus i Støvring?

Hold nu op.

Husk lige, at dette ikke handler om, hvem der kæmper mest. Der er ingen præmier til vinderen eller en ekstra check i e-Boks. Og argumentet med, at nogen altid har det sværere end dig selv, betyder ikke, at det er illegitimt at klage over reelle lommesmerter.

I så fald skulle alle i smørhullet Danmark aldrig have lov til at klage sig over noget som helst.