Om du ser dig selv som mand, kvinde, transkønnet eller noget helt fjerde er en given ret, som eksempelvis ytringsfrihed. Kort sagt bestemmer du selv. 

Bare ikke når det kommer til sport.

Da Pierre de Coubertin i 1896 var arkitekten bag de første moderne olympiske lege, var det blandt andet med det mål for øje, at sporten skulle være med til at gøre verden til et bedre sted. 

Den mission er afgjort blevet realiseret, for OL er en folkefest, som kan få de store følelser frem rundt om på kloden. 

Oftest i glædesrus over store præstationer eller skuffelse over missede medaljer. 

Men torsdag oplevede vi et helt nyt og sprængfarligt kapitel i den glorværdige OL-historie. Med den algeriske bokser Imane Khelif i hovedrollen.

Hun (og ja, vi skal identificere Imane Khelif som hun) vandt sin første kamp ved OL over italienske Angela Carini, som efterfølgende blev indhyllet i medfølelse.

For mange mener, at det er helt forkert, at kampen mellem Imane Khelif og Angela Carini skulle finde sted. 

Årsagen er, at Imane Khelif så sent som ved VM i 2023 blev diskvalificeret på grund af en DNA-test, der ifølge præsidenten for bokseforbundet IBA viste, at de to boksere havde X- og Y-kromosomer. Dengang blev det meget klart og tydeligt kategoriseret som et forsøg på snyd fra det internationale bokseforbunds side. 

Når Imane Khelif alligevel står til OL i Paris, skyldes det kaotiske tilstande i international amatørboksning. Her er forbundet sat ud af spil af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der har taget styring over bokseturneringen og i modsætning til bokseforbundet givet Imane Khelif grønt lys til at stille op ved legene. 

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om hun i virkeligheden er mere mand end kvinde, og det er heller ikke Imane Khelif, der skal agere boksebold for kritikken i denne omgang. 

Det skal IOC. 

Det er potentielt den største skandale i olympisk historie, vi kan blive vidner til, hvis ikke IOC får styr på reglerne for opdeling af køn. Klare retningslinjer, der ikke kan tolkes på mere end én måde.

Det er en farce, at man bringer sig selv i en situation, hvor der kan være tvivl om en persons køn i forbindelse med afvikling af en olympisk turnering. Det er ikke vigtigt i så mange andre sammenhænge, men det er vigtigt til et OL, hvor man konkurrerer i kønsopdelte konkurrencer. 

Sådan må og skal det være. 

Kvinder kan noget, mænd kan noget andet, og sammen kan man meget. Sådan er det i alle livets aspekter. Men i sportens univers er kønsopdeling en præmis for fair play, der om noget er lig med den olympiske ånd. 

At konkurrere med personer fra sit eget køn er en uomtvistelig præmis.

Som reglerne er lige nu, er der kun to køn til et OL. Enten stiller op du som mand eller som kvinde. Transkønnede personer skal naturligvis også bekende kulør, når det gælder en eventuel OL-deltagelse, ellers skal de blive hjemme. 

Kvinder, der måske er mere mænd, skal ikke have lov til at deltage i kvindelige OL-konkurrencer.