Her er den 1. maj-tale, som ingen i fagbevægelsen vil holde

Kampen står om at sikre gode jobs, hvor alle får en rimelig betaling for udført arbejde. Kampen står også om at holde hånden under dem, der oplever at stå uden job i en periode, og hurtigst muligt få dem videre til et nyt.

Den kamp vinder vi kun, hvis vi er med til at bevare og skabe så mange virksomheder i Danmark som muligt. Når hænder arbejder, skaber vi velfærd, og med velfærd er der råd til at give en hjælpende hånd til dem, der trænger. Vi kæmper med andre ord for velfærdssamfundet.

Men hvordan gør vi det bedst?

På denne dag, arbejdernes internationale kampdag, skal vi måske især huske det mellemste ord i den sætning. Vi skal løfte blikket ud over landets grænser. Åbne os selv mod verden. Minde hinanden om, at denne festdag udspringer af international solidaritet. Og ved I hvad? Den halter.

Selv om vi i Danmark har rekordstor efterspørgsel på arbejdskraft, gør vi det stadig alt for svært for vores udenlandske kolleger at komme hertil, hvor de kan skabe et bedre liv for dem selv og deres familier og samtidig bidrage til sikringen af velfærdssamfundet.

Fagbevægelsen er indædt imod et forslag fra de økonomiske vismænd, der anbefaler en permanent nedsættelse af beløbsgrænsen, der vil gøre det muligt for flere udlændinge at få arbejdstilladelse i Danmark. 

Men kan vi med troværdigheden i behold påstå, at vi kæmper lønmodtagernes kamp, når vi fører en politik, der gør det svært for virksomhederne at tage imod alle de ordrer, de kunne, hvis de bare havde medarbejdere nok? 

Svaret er nej. Det gavner jo hverken samfundsøkonomien eller arbejderne. Faktisk tværtimod. Når virksomhederne er pressede, må de ansatte løbe hurtigere, og hver tredje arbejdsplads melder i dag om forværret trivsel. Endnu værre: Nogle virksomheder vil flytte - andre lukke.

Vi er derfor nødt til at gøre op med den lukkede dørs politik. Frygten for, at de fremmede kommer og stjæler vores job, bør høre fortiden til. Virkeligheden er jo en helt anden. 

Manglen på både faglært og ufaglært arbejdskraft har nået et niveau, hvor det truer vores velfærd. Det er ikke en overdrivelse. Spørg blot i brancher som rengøring, bygge og anlæg, transport og fødevareproduktion, der leverer ydelser, vi alle tager for givet, men som nu er presset til det yderste.

Vi har i dag et skrigende behov for at lukke flere ind. Alt andet vil være selvskade.

Derfor er det helt fint, når fagbevægelsen fra mange talerstole på denne kampdag vil tordne imod arbejdsgivere, der misbruger udenlandsk arbejdskraft, spiser dem af med håndører og undergraver den danske model. Den form for grådighed hører ingen steder hjemme.

Det er også på sin plads, at regeringen vil gøre det muligt at fratage arbejdsgivere, der ikke følger reglerne, retten til at drive virksomhed. Selvfølgelig.

Men lad nu ikke de ganske få virksomheder, der giver problemer, distrahere os i kampen. Lad os i stedet hjælpe det store flertal af virksomheder, der ikke giver problemer. Alle dem, der fra morgen til aften bidrager til vores fælles velfærd. Det er her, at den virkelige arbejderkamp burde foregå.

God 1. maj.