Inger Støjberg siger, hun har en politisk fremtid. Er det nu også rigtigt?
Der tales om et ”blodbad i Nordjylland”, hvis Inger Støjberg stiller op til Folketinget. Men meget er forandret for stemmeslugeren i de senere år
Opdateret kl. 12:54
LEDER: I torsdags festede Inger Støjberg sammen med flere end 1500 trofaste fans på Visborggaard Slot uden for Hadsund. Der var kage og Inger-øl. De fejrede, at fodlænken var taget efter afsoningen af den straf, hun blev idømt for at have brudt loven i sin tid som udlændinge- og integrationsminister.
1500 mennesker kan fylde meget på et foto, så det lignede ikke, at det var en tabersag, der blev hyldet. Men det var det.
Inger Støjberg tabte i rigsretten. Hun tabte sin opbakning i Venstre. Hun tabte i Folketinget, som erklærede hende uegnet til at sidde i danskernes parlament. Og på onsdag taber hun formentlig i sit første forsøg på at genvinde vælgernes gunst.
I dagene op til afstemningen om forsvarsforbeholdet drager hun på turné sammen med Dansk Folkepartis detroniserede leder, Kristian Thulesen-Dahl, og her vil hun plædere for et nej. Men også i denne sammenhæng vil hun ifølge den seneste meningsmåling fra Gallup tale for døve øren. Der tegner sig lige nu et solidt flertal til ja-siden, og det trækker op til den mest overbevisende tillidserklæring til EU siden indmeldelsen i 1972.
På Christiansborg ynder både politikere og presse at omtale politik i sportsmetaforer, og man kunne tro, at de nu ville stille spørgsmålet:
Er Inger Støjberg blevet så vant til at tabe, at hun ikke længere kan andet?
Men det gør de selvfølgelig ikke. For på Borgen hersker en indgroet opfattelse af, at Inger Støjberg med sin barske udlændingeretorik har et særligt greb om jyderne, især nordjyderne, og derfor kunne en anonym, borgerlig profil udtale følgende fordomsfulde profeti til B.T. i fredags:
- Hun kan lave et blodbad i Nordjylland, hvis hun stiller op deroppe, for der er ikke megen konkurrence.
De sagde det samme inden kommunalvalget. Husker du det? Efter hendes afgang fra Venstre blev der spået om vælgerflugt i det jyske bagland, og formand Jakob Ellemann-Jensen blev, som jeg tidligere har påpeget, dumpet af Twitter-Danmark.
Men hov, der skete jo det stik modsatte. Venstre har i dag ni borgmesterposter i Nordjylland mod seks før valget. De stjal også posten som regionsformand fra Socialdemokratiet. Venstre mistede – i sin værste krise i flere årtier – samlet set kun ét mandat i de 11 nordjyske kommuner, og kigger man lidt mod syd til Skive – Støjbergs tidligere folketingskreds – vandt partiet endda et ekstra mandat.
Så meget for Støjbergs greb om nordjyderne.
Hun indikerer, at hun ikke er færdig med Folketinget og vil fortælle om sine politiske planer, ”inden bladene igen falder af træerne”. Altså senest i efteråret. Der spekuleres i et nyt parti med bl.a. Kristian Thulesen-Dahl, men det er svært at få øje på hendes vej tilbage til dansk politik:
Kommunalvalget gav intet signal om, at det jyske Venstre vil følge med Støjberg, tværtimod. Partiloyaliteten i det jyske bagland er intakt. Hvem skal så stemme på hende?
Det bliver næppe socialdemokrater, som er godt tilfredse med Mette Frederiksens stramme linje, og blandt de nationalkonservative er markedet mættet med populistisk udlændingeretorik. Udlændingepolitik synes i det hele taget ikke længere at være det, der skaber en politisk vindersag. Ekstra svært bliver det i en tid, hvor et samlet erhvervsliv skriger på udenlandsk arbejdskraft.
Dertil kommer et fænomen, som miljøet på Borgen altid glemmer: Nordjylland har det svært med lette løsninger og skingre politikere. Kig blot på stemmetallene ved de seneste folketings- og kommunalvalg. Yderfløjene klarer sig dårligere heroppe end i resten af landet.
Så blodbad? Det er noget, man taler om i København.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.