Leder: 90.000 deltagere og massive mængder alkohol undskylder ikke fire voldtægtsanmeldelser

Vi kan ikke acceptere voldtægt som hverken en naturlighed eller en beklagelig konsekvens af en folkefest. Det er ikke et vilkår, vi kan leve med. Det skal vi som samfund reagere på, skriver lederskribent

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. 
Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen.  Foto: Henrik Bo

LEDER: Nordjyllands Politi har modtaget fire voldtægtsanmeldelser med relation til afholdelsen af Aalborg Karneval lørdag. 

Nyhedshistorien om anmeldelserne bredte sig hurtigt til samtlige danske medier i løbet af weekenden, og modtagelsen af nyheden bærer - som det desværre ofte er tilfældet - præg af negligering og mistænkeliggørelse. 

Flere af reaktionerne især i kommentarsporene på Facebook fokuserer på, at det må være et nødvendigt onde, hvis vi fortsat vil have begivenheder af den karakter, som Aalborg Karneval er. Når så mange mennesker samles, og der er massive mængder alkohol involveret, er den slags forventeligt, må forstås. Det er en stor negligering af en alvorlig forbrydelse med potentielt enorme menneskelige omkostninger. 

De, der har anmeldt voldtægtssagerne, mødes af en underliggende tvivl, og der henvises mange gange til, at der jo blot er tale om anmeldelser - og at man dermed ikke kan sige noget om, hvorvidt der har været begået en voldtægt eller ej. Og det er for så vidt korrekt. Men havde ofrene mødt samme skepsis, hvis det havde drejet sig om røveri eller overfald? 

Lad det være slået fast: Det er ikke en undskyldning, at 90.000 mennesker var samlet, at der blev indtaget store mængder alkohol, at deltagerne havde lidt tøj på, eller at stemningen var intens. 

Vi kan ikke acceptere voldtægt som hverken en naturlighed eller en beklagelig konsekvens af en folkefest. Det er ikke et vilkår, vi kan leve med. Det skal vi som samfund reagere på. 

Man kunne let fristes til straks at rette blikket mod arrangørerne af Aalborg Karneval, og her gør antallet af overgreb indtryk: 

- Vi tager naturligvis dybt afstand fra det, der er sket, for man bør kunne tage til en fest uden at være bekymret. Og derfor prøver vi også at være den ansvarlige voksne og skabe en så tryg og så sikker en ramme som overhovedet muligt, lød det fra formand for Aalborg Karneval Mette Bugge efter arrangementet. 

Og selvfølgelig skal både arrangører, myndigheder og politiske aktører tage deres del af ansvaret alvorligt - og den forebyggende indsats bør prioriteres i endnu højere grad. Men det er at forenkle problemstillingen udelukkende at pege fingre ad arrangørerne. Problemet er langt større og mere strukturelt end Aalborg Karneval i sig selv. 

Og at finde løsninger på de store strukturelle problemer kræver, at både offentlighedens og myndigheders syn på denne type forbrydelser ændrer sig. Et skridt på vejen er den stadig relativt nye samtykkelov, som trådte i kraft 1. januar 2021, men vi er langt fra i mål endnu. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden