Mon Danmarks rigeste kvinde sover godt om natten?

Det moralske kompas er tydeligt i udu i Ecco. Ejerfamilien gemmer sig, men har efterhånden et alvorligt forklaringsproblem

Hanni Toosbuy Kasprzak er krøbet i flyverskjul, mens hendes familievirksomhed har travlt med at gøre sig til for russerne. <i>Foto: Ecco.</i>

Hanni Toosbuy Kasprzak er krøbet i flyverskjul, mens hendes familievirksomhed har travlt med at gøre sig til for russerne. Foto: Ecco.

LEDER:Mens bomberne fortsat regner over Ukraine, og Vladimir Putin truer med atomvåben, har en hæderkronet dansk virksomhed travlt med et stort reklamefremstød i Rusland.

- ECCO. Syv år på benene, og vi er slet ikke trætte, lyder det på russisk på store lysreklamer i et shoppingcenter i Skt. Petersborg.

Også i Moskva har skokoncernen Ecco kørt de store reklamekanoner i stilling og udleverede i sidste weekend rabatkuponer til samtlige deltagere ved Moskva Maraton.

Kom og køb, vi er her skam endnu.

Forud for Ruslands invasion af Ukraine var Ecco at betragte som et stolt dansk erhvervseventyr med et image lige så bundsolidt som den sønderjyske muld, hvori virksomheden er grundlagt.

Nu er Ecco godt i gang med at positionere sig som en udskældt paria, der forsøger at vinde markedsandele i en krigsførende nation. Det er skammeligt. Det er sørgeligt.

Erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus, Peter Simonsen. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus, Peter Simonsen. Foto: Henrik Bo

En lang række vestlige firmaer har klogelig valgt at trække sig fra Rusland. De har ganske rigtigt forstået, at man ikke kan drive forretning i Rusland, som om intet er hændt. Se bare Carlsberg, Arla, Mærsk og Danfoss, der alle har sagt stop og solgt ud med store milliardafskrivninger til følge.

Det moralske og logiske kompas svinger åbenbart anderledes i Ecco. Her holder man ikke blot sine butikker i Rusland åbne, men går nu offensivt ud og markedsfører sine produkter for en befolkning, hvis politisk valgte leder fører krig i Europa.

I hvilken marketing-bog for dummies fremhæves det som en god idé? Ingen.

Ecco siger, at beslutningen om at blive i Rusland sker af hensynet til virksomhedens 1.800 russiske ansatte og deres familier. Dem vil man ikke risikere at sende på gaden, lyder det.

Sandheden er mere ildelugtende.

Eccos ageren og de blinkende lysreklamer i Skt. Petersborg og Moskva viser med al tydelighed, at det er hensynet til virksomhedens egen økonomi, der driver værket. En tredjedel af Eccos globale indtjening hentes i Rusland, og den er man åbenbart ikke villig til at give afkald på - krig, død og ødelæggelse eller ej.

Imens er ejerfamilien bag Ecco krøbet i flyverskjul. Den vil hverken mundtligt eller skriftligt forholde sig til den sønderlemmende kritik af beslutningen om at blive i Rusland.

Det kunne ellers være interessant at høre, hvad familieoverhovedet Hanni Toosbuy Kasprzak - der er Danmarks rigeste kvinde med en personlig formue på over 10 milliarder kroner - tænker om sagen.

Sover hun og resten af ejerfamilien godt om natten vel vidende, at Ecco tjener millioner og atter af millioner i et land, hvis soldater fører blodig invasion, begår krigsforbrydelser og ifølge FN voldtager både kvinder og børn?

Hensynet til profit og 1.800 russiske ansatte bør veje umådeligt lidt, når Vesten skal stå sammen om at straffe Rusland for dets forbrydelser. Den almindelige russer er nødt til at mærke, at Putin er gået i krig. Hvordan skal der ellers ske et skub mod forandring?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.