Nordjyske mener: Aalborg Pride bør gøre alle nordjyder stolte - og give grobund for mere
Pride er en fest for forskellighed, og heldigvis er vi de seneste år blevet meget bedre til at rumme forskellighed i Nordjylland

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør. Foto: Lars Pauli
LEDER:At dømme efter vejrudsigten kommer solen til at skinne på Aalborg Pride, når optoget går gennem midtbyen lørdag eftermiddag.
Og det gør den i år i mere end én forstand.
Der sker nemlig noget i Aalborg, når det gælder miljøet for alle, der ikke er ciskønnede, heteroseksuelle mænd og kvinder:
I december 2021 åbnede Buens Bogcafé i Aalborgs centrum - landets første LGBTQ+bogcafé, der ud over kaffe og te byder på forfatterreceptioner og oplæsninger med queerforfattere.
I juli sidste år åbnede natklubben QBar på Ved Stranden, tæt på Jomfru Ane Gade og Aalborgs øvrige natteliv, og inden udgangen af i år åbner Aalborg Kommune et mangfoldighedshus, som skal byde på en bred palet af kultur, kunst, foredrag og meget mere.
Det er naturligvis gode nyheder for alle LGBTQ+-personer, at Aalborg, efter at have haltet noget efter de andre store byer i Danmark, nu har steder, hvor man kan mødes. Men det er også virkelig godt for alle andre i Aalborg og Nordjylland.
Det er det, fordi det hører til det at være en storby i dag, at alle skal have mulighed for at kunne finde en partner eller bare ligesindede ud fra egne præferencer. Og Aalborg vil gerne være en storby. Eller i hvert fald en attraktiv by.
Det skal være muligt at tage et arbejde i Aalborg og samtidig finde en kæreste af samme køn og at komme til firmafester og indgå i helt almindelige arbejds- eller studiefællesskaber, selvom man er i færd med at skifte køn eller adskiller sig fra de gængse fortolkninger af køn.
Det er desværre ikke en selvfølge – hverken i Aalborg eller andre steder.
Derfor er det vigtigt med Aalborg Pride og med de andre queer-initiativer, der vokser frem i disse år i Nordens Paris.
Unge i dag definerer sig selv mindre og mindre binært – og eksperimenterer mere og mere med køn og seksualitet.
Skal Aalborg være en attraktiv by, også for kommende generationer, skal den have diversitet. Så skal der både være finkultur og vækstmiljøer, streetfood og gourmet og Jomfru Ane Gade, vinbarer og queer-barer at søge hen om aftenen.
Derfor bør alle nordjyder være stolte og glade, når et arrangement som Aalborg Pride sætter spotlys på, at der i Nordjylland skal være plads til at være, den man er - lige meget hvilken betegnelse, nogen kan sætte på dit køn.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.