Nordjyske mener: Arven efter Leo er smukkere end et kitschet kopinummer
En nordjysk folkeskjald er gået bort. Og han efterlader sig et aftryk, der er værd at hylde

Sussi og Leo Nielsen. Nu er den ene her ikke længere. Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix
LEDER:Han prøvede aldrig at bilde nogen ind, at han sang særligt godt.
Han foregav aldrig at være noget særligt.
Og han prøvede aldrig at være andet end sig selv. Både på godt og ondt.
Nu er den nordjyske folkeskjald Leo Brinkmann Nielsen – den ene halvdel af uforlignelige Sussi og Leo – gået bort. Natten til 18. februar i sin egen seng på gården i Saltum, 67 år gammel.
Dette er en hyldest til et menneske, hvis aftryk på denne verden er en hel del smukkere og vigtigere end uhøjtidelige versioner af ”Smoke on the Water” og ”Bad Moon Rising.”
For nej, nogen stor sanger var Leo ikke.
Til gengæld var han autentisk i ordets mest bogstavelige forstand. Et kvalitetsstempel, som i denne verden er væsentligt finere end musikalsk begavethed.

Fænomenet Sussi og Leo er ovre - og Leo har sovet ind 67 år gammel. Foto: Rune Øe/Rune Øe/Ritzau Scanpix
Han var ægte helt ind til benet, og når han sammen med livsfrænden Sussi blev et folkeligt fænomen, som var svært ikke at holde bare en smule af, skyldtes det især parrets generøse og ufiltrerede velvillighed til at lukke folk ind.
Det var åbenhed, ærlighed og socialrealisme i rå potens, når de åbnede døren helt ind til privaten – sågar helt ind i dobbeltsengen.
Intet blev forsøgt skjult under gulvtæppet, intet var fordækt eller forkert. Om det var beslutningen om frivillig barnløshed eller de bajere, som Leo i en periode fik for mange af. Om det var fascinationen af det okkulte eller historien om, da Leo besøgte en dejlig dame på Djursland – og Sussi blev ude i bilen.
Mens det pænere borgerskab krummede tæer, forblev Sussi og Leo tro mod sig selv. De spillede ingen påtagede roller. Hvad du ser, er hvad du får. De gav sig til folket – og fik folkets kærlighed retur.
Fra de gode dage på Skansen i Skagen, hvor gæsterne stod så tæt, at de ikke kunne gå til baren efter øl. Blev man tørstig, sendte man penge og bestilling fra gæst til gæst mod bartenderen.
Minutter senere kom øl og byttepenge retur.
Til i dag, hvor parret, frem til at Leo i januar måtte sætte karrieren i bero på grund af sygdom, fortsat turnerede for fulde huse. 44 uger ud af årets 52 mulige. Stadig med ”Smoke on the Water” og ”Bad Moon Rising.”
Kald det smagløst, kitschet, tåkrummende, kald det, hvad du vil. Sussi og Leo var ligeglade. Og det samme var deres mange tusinde trofaste fans, som troligt mødte op og skrålede med.
For Leo handlede det ikke om musikken, men om at underholde og sprede glæde. Et beundringsværdigt livsformål, som han i den grad lykkedes med – og som både afkræver respekt og taler til efterlevelse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.