Nordjyske mener: Autocamperne er ikke på afveje. Men vi er nødt til at gøre noget
En turistform, der er populær som aldrig før, skal ses som et potentiale, ikke et onde. Kommuner og fagfolk må i arbejdstøjet

Hver sommer ses et hav af eksempler på autocampister, der krydser klinger med lokalbefolkningen – med høje bølger til følge. Tror man, at problemet går i sig selv igen, skal man tro om. Foto: Bente Poder
LEDER:De holder næsten alle vegne. På strande, campingpladser, lystbådehavne og p-pladser.
Og der bliver flere og flere af dem.
De famøse autocampere er lige så populære som ferieform, som de er omdiskuterede, og hvert eneste år skaber de heftig debat rundt om i sommerlandet.
I år er ingen undtagelse.
I Thisted Kommune måtte politikerne på et udvalgsmøde i juni endnu en gang diskutere autocampere, der parkerer ulovligt. I Jammerbugt Kommune har man indført parkeringsfrie zoner ved nedkørslen til Blokhus Strand.
Få kilometer derfra i Løkken oplever Jette Jensen, hvordan autocampere parkerer lige foran hendes lille, hvide badehus – og sågar bruger hendes dørhåndtag til at spænde vasketøjssnore ud.
Sådan finder man hver sommer et hav af eksempler på autocampister, der krydser klinger med lokalbefolkningen – med høje bølger til følge. Tror man, at problemet går i sig selv igen, skal man tro om.
Autocamping som ferieform er mere populært end nogensinde, og visse campingvognsfabrikanter spår ligefrem, at autocamperne om få år helt kommer til at udfase almindelige campingvogne.
Derfor skal man ikke være certificeret fremtidsforsker for at kunne forudsige, at autocamperne vil fortsætte med at skabe debat.
Set i det lys er der behov for, at kommuner, brancheorganisationer og erhvervsliv for alvor går sammen om at skabe klare rammer og ordentlige, ensartede vilkår, der tager hånd om den voksende ferieform.
Forbudsskilte er ikke en langtidsholdbar løsning. Det er et quick fix.
At autocamperne skal tage hensyn, lade være med at parkere ulovligt og ikke bruge andres badehuse til deres vasketøjssnore siger sig selv. Men vi skal heller ikke jage turistformen ud af de nordjyske kommuner.
Tværtimod.
Autocampisterne har lige så meget lov til at være her som alle mulige andre, og de bidrager til både liv og omsætning rundt om i landsdelen – hele året rundt. Det er et potentiale, ikke et onde.
Kommunerne er nødt til i samarbejde med relevante aktører at oppe sig og gøre noget proaktivt for at tænke autocamperne ind i den øvrige turismeinfrastruktur. Jo hurtigere, jo bedre. For eksempel med flere attraktive overnatningsmuligheder, så de store autocampere ikke klumper sig sammen på stranden.
Og så må nogle nordjyder, heriblandt sommerhusejere i første klitrække, nok sande, at autocamperne er kommet for at blive. Og at ingen har patent på den gode havudsigt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.