Nordjyske mener: Cyklisterne styrter på glatte skinner - og kommunen er ligeglad
På havnefronten i Aalborg sker der flere ulykker, hvor cyklister ryger omkuld på glatte skinner. Aalborg Kommune er ikke nem at råbe op om problemet
LEDER: I Aalborg skal flere gerne gå og cykle, mens færre skal køre i bil i midtbyen.
Tanken er i tråd med tidens klimakrav og ønsket om at lette trafikpresset.
Men noget halter.
For når det kommer til stykket, er Aalborg Kommune egentlig ikke rigtig interesseret i, hvordan det så er at springe på cyklen og transportere sig rundt i byen på ægte miljørigtig vis.
Faktisk er ligegyldigheden så stor, at cyklister kan melde om farlige stræk, hvor der ofte sker uheld, uden at kommunens ansvarlige tager sagen alvorligt eller gider at forholde sig til problemerne.
Det er i hvert fald oplevelsen, efter at Nordjyske gennem et par artikler har skrevet om forholdene på havnefronten i Aalborg.
25-årige Frederikke Sønderholt fortalte om sit eget styrt, hvor hun slog sig, samt oplevelsen af, at flere cyklister er røget i asfalten på stedet. Og formanden for Dansk Cyklistforbund i Aalborg, Mike White, har stemt i med lignende erfaringer.
Problemet er enkelt: Nogle gamle jernbaneskinner, der kosmetisk skal vise, hvor togene kørte førhen, bliver i vådt vejr og vinterlig pivglatte, og med et snuptag fjerner de vejgrebet for cykeldækkene.
I første omgang lød det fra Aalborg Kommune, at den blot havde hørt om en enkelt tilskadekommen. Men da cyklisternes formand kom på banen, granskede forvaltningen arkiverne, og så var vi pludselig på seks henvendelser vedrørende de glatte skinner - endda to med krav om erstatning.
Alligevel kunne forvaltningen for Land og By meddele, at den ikke fandt det "relevant at stille op til interview" om sagen.
Så fik vi da det på plads.
Den kommunale mangel på interesse for cyklisternes sikkerhed er værd at notere sig:
Vi står med et område, hvor glatte skinner fører til uheld. Indtil videre har vi ikke hørt om invaliderende ulykker. Men det bliver da - kynisk sagt - interessant at høre den kommunale forklaring den dag, de farlige skinner koster en cyklist førligheden eller ligefrem livet - når nu kommunen har vidst, at der er et påpeget problem.
Den enkle løsning er enten at fjerne skinnerne eller sørge for en afmærkning af den reglementerede cykelsti, så den ikke kommer til at løbe sammen med de farlige metalspor.
Aalborg Kommune har ikke selv en løsning på trapperne, men oplyser, at der bliver kigget på sagen for at "finde gode løsninger".
Rettidig omhu? Ansvarlighed over for cyklisterne? God reklame for Aalborg som grøn cykelby?
Svaret er tre gange: Nej!
Og den underliggende ligegyldighed over for trafiksikkerheden for cyklisterne er da slående.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.