Nordjyske mener: De uforståelige, dårlige undskyldninger og en hyldest til de gode tabere

Der er noget dansk politik har brug for - og taberne er ofte bedre til at fremvise det

Politikere er trods alt bare mennesker – i hvert fald de fleste - mener dagens lederskribent, Tom Bue. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Politikere er trods alt bare mennesker – i hvert fald de fleste - mener dagens lederskribent, Tom Bue. Foto: Claus Søndberg

LEDER:Når stemmerne er talt op, når resultatet er klart, når realiteterne melder sig, så er det, at det bliver rigtig interessant. Hvordan håndterer de politikere, der ønsker at styre vores land, de meldinger, de får af vælgerne?

Det gælder, uanset om man er vinder eller taber. Begge dele kan gøres med ynde og respekt, eller mere kluntet og ærgerligt. Det kan være bevidst eller resultatet af en presset situation – og dermed ganske menneskeligt, men således også ærligt.

Nogle gange undres man dog over, at disse professionelle, politiske spillere og deres rådgivere håndterer det skidt. Eller man forundres over, hvor godt et menneske klarer et nederlag, når de lige har tabt det, de har kæmpet for nat og dag en hel valgkamp. Denne gang i den ekstra-lange udgave.

Da Lars Løkke kunne se, at de nordatlantiske medlemmer ville pege rødt, mente han at man burde kigge på danskerne og ikke det danske kongerige. Logikken er ikke pæn, når man går den efter: Det kan da godt være, at vi har givet de der nordatlantiske medlemmer af rigsfællesskabet nogle stemmer, men når det nu passer bedre for os, at de ikke tæller med, så lad os fjerne dem fra den demokratiske ligning.

Det fortsætter hos den konservative formand, Søren Pape Poulsen, som godt nok holder sig fra at bruge vilde beskrivelser af de nordlige medlemmer, men alligevel mener at Nordatlanten må gøre op med sig selv, om de vil afgøre, hvem der skal være statsminister i Danmark, når nu danskerne har sagt, at de vil have mulighed for at få en anden statsminister. Altså, bare fordi I er folkevalgte af mennesker, som har stemt på jer for jeres politik, så må I da lige kunne tilsidesætte det, når nu danskerne – altså de rigtige danskere, som det her jo handler om – gerne vil noget andet, synes logikken at være.

Nu er det ikke kun blå blok, der er leveringsdygtige i dårlige undskyldninger. Den fungerende minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, nordjyske Rasmus Prehn, gik næsten 4.000 stemmer tilbage og fik 1899 personlige stemmer. Medvirkende er utvivlsomt den bilagssag som ombudsmanden for nylig er gået ind i efter en række historier i Ekstra Bladet.

Som han forleden sagde til Nordjyske: ”Jeg synes jo, at det er blevet pustet op til en størrelse, som jeg ikke kan genkende.”

Han er ked af, at det har fyldt så meget, og det har gjort det svært at for ham at kommunikere sin politik. Det forstår man godt. Alle var utvivlsomt bedst tjent med, at det handlede om politik fremfor bilag. Skylden er bare ikke mediernes. Hvis man skulle gå med på den, er det jo faktisk Søren Wormslevs skyld. Kunne han ikke bare have spist en imaginær middag med ministeren, så havde der slet ikke været noget problem. Eller måske tilhører skylden den journalist, der for ikke at blive fyret for at have spist middag med ministeren ikke ville have sit navn frem. Kunne vedkommende så ikke have valgt et bedre dæknavn end en eksisterende journalist? Måske havde det fyldt mindre, hvis det bare handlede om et bilag, en fejl og en klar undskyldning.

Et nu tidligere medlem af folketinget for Dansk Folkeparti, Susanne Eilersen, var træt af den megen polemik i medierne, der havde været om partiet. I DR mente hun, at mediernes fokus på, at partiet nærmede sig spærregrænsen, var medvirkende årsag til det dårlige valg. Dels fordi nogle vælgere kunne frygte at deres stemmer blev spildt og dels fordi DF så ikke kunne komme til at tale politik. Umiddelbart lyder det ganske rigtigt, altså lige bortset fra, at det vel vender omvendt: Hvis partiet nu havde talt politik i stedet for at have interne opgør øverst på menuen igennem længere tid, så havde de måske klaret sig bedre i meningsmålingerne – og så havde medierne hverken kunne tale spærregrænse eller opgør. Noget som hun dog også anerkendte – pilen pegede på dem selv.

Nu kender de fleste mennesker nok det at have begået en fejl og blive konfronteret med den. Det kan være svært ikke at gå i en automatisk forsvarsreaktion. Politikere er trods alt bare mennesker – i hvert fald de fleste.

Derfor giver det også respekt, når de enten har overskud til selvironi, selverkendelse eller viser kompromisløst ansvar.

Eksempelvis fortjener DF’s formand, Morten Messerschmidt, ros for ukuelig kampgejst, selvironi og skarphed, da han i den traditionsrige debat i publicistklubben efter valget bliver spurgt til, hvordan han forholder sig til det historisk dårlige valg for Dansk Folkeparti og straks svarer, at det i hvert fald er historisk, at et parti, der går så meget tilbage, stadig har de samme mandater i folketingsgruppen.

Allerstørst er respekten overfor valgets nok største taber, De Radikales Sofie Carsten Nielsen. Det hun ikke lykkedes med at få af respekt i valgkampen, fortjente hun, da hun straks tog ansvaret på sig for nederlaget på aftenen og allerede dagen efter meldte ud, at hun ikke kunne forsvare at fortsætte som leder for partiet, fordi stemmetallene tydeligt viste, at der ikke var tillid til hende.

Det efterlader hende med langt mere respekt end havde hun forsøgt at holde fast i de sidste tråde af magt i en regeringsdannelse.

En klar undskyldning eller at tage klart ansvar kan gøre ondt kortsigtet, men giver respekt i det lange løb. Heldigvis. For dansk politik har brug for mere end fællesskab indover midten. Der er brug for langsigtet samarbejde og perspektiv.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.