Rod i borgmesterens forvaltning

Nordjyske mener: Det er som om, de ikke har forstået alvoren

Når det gælder udgifter til repræsentation, holder Aalborg Kommune fortsat kortene tæt ind til kroppen. Og efter omstændighederne er det underligt

Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske.
Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 09:43

LEDER: Der er masser af regler forbundet med brugen af skatteborgernes penge.

Men ét princip er særligt vigtigt: Vi skal til enhver tid kunne se, hvad pengene er brugt til. Altså åbenhed omkring, hvordan vores bidrag til den fælles kasse håndteres og forvaltes. For det er netop: Vores penge.

Aalborg Kommunes gøren og laden på den front er interessant - og har været voldsomt til debat.

Nordjyske har gennem flere artikler afsløret, hvordan tusindvis af skattekroner - uden argumentation og dokumentation - er brugt i festligt lag. Og det har givet kommunen kritik i en undersøgelse foretaget af Deloitte.

Derfor var det seneste møde i økonomiudvalget spændende.

Her skulle politikerne diskutere og tage stilling til et forslag fra forvaltningen om at stoppe helt med at offentliggøre udgifter til repræsentation. Begrundelse: Det er ikke et lovkrav, og det lægger desuden beslag på en hel del administrative kræfter.

Politikerne sagde dog nej til den model.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, der er formand for økonomiudvalget, begrunder det med, at det vil være forkert at begrænse indsigten, når først man er gået i gang med at lægge udgifterne frem.

Det lyder umiddelbart tilforladeligt og godt. Men det er det ikke.

Listen over repræsentationsudgifter vil fremadrettet stort set kun indeholde udgifter til vingaver og andre småting, som ingen vil gø ad.

De interessante udgifter - og dem, der har været genstand for kritik - til restaurations- og værtshusbesøg vil formentlig kun sjældent fremgå. Fordi, som kommunaldirektør Tommy Christiansen har formuleret det over for Nordjyske, er det ikke sikkert, at der er tale om repræsentationsudgifter i den forstand, blot fordi man er ude at spise.

Så de udgifter som f.eks. eventchef Søren Thorst har haft på John Bull Pub og Kystens Perle vil næppe heller i fremtiden være til at studere på kommunens hjemmeside.

Det er for slapt og uambitiøst.

I en situation, hvor Aalborg Kommune netop er kritiseret for at lade pengene flyde på diverse beværtninger, burde den stramme op og lade interesserede borgere følge med i aktiviteterne og deres omkostning. Og ikke bare gå videre ad samme uklare sti som hidtil.

Måske er det ikke et lovkrav. Og måske er det besværligt at lægge tallene frem. Ok.

Men det er som om, kommunen ikke har forstået alvoren: 

Det er vores skattekroner, den er sat til at administrere. Ansvarligt og tillidsfuldt.

Ikke mindst i en krise- og sparetid vil vi have indsigt i, om pengene forvaltes efter hensigt og regler. Og der skal ikke en aktindsigt til for at afsløre, om det er sket eller ej.

Åbenhed er ikke noget problem, hvis der ikke er noget at skjule.

Den har de åbenbart ikke fanget på kommunen. Endnu.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden