Nordjyske mener: I Nordjylland er vi åbenbart for dumme til kultur

I Midtjylland har de fem, i Syddanmark fire og i hovedstaden har de ti orkestre, der alle får et statsligt milliontilskud til driften. I Nordjylland er der et

Lederskribent  Anders Sønderup.   <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent  Anders Sønderup.   Foto: Lars Pauli

LEDER:Overraskende er det vel egentlig ikke, men nærmere forudsigeligt. 

For de tildelende myndigheder mener åbenbart ikke, at kultur er noget for nordjyder. Både på Christiansborg og i Statens Kunstfond synes holdningen at være, at pengene bruges bedre alle andre steder.  

Først kunne Nordjyske fortælle om den åbenlyse skæve støtte til landets museer. Torsdag kunne vi så fortælle, at tonen også er falsk, når det handler om musik. 

I Midtjylland har de fem, i Syddanmark fire og i hovedstaden har de ti orkestre, der alle får et statsligt milliontilskud til driften.  

I Nordjylland er der et.  

Det er - mindst - et for lidt, og Nordkraft Big Band havde da også håbet på, at det nu endelig skulle lykkedes det 17 m/k store ensemble at komme på finansloven og dermed få samme vilkår som deres kollegaer har i den kulturelle del af Danmark. 

Det kom de ikke - i stedet ser de nu ind i et budgetår, hvor der knapt er råd til driften. Statens Kunstfond har sat deres årlige tilskud ned fra 600.000 til 400.000 kroner, og det rækker ikke langt. 

For Nordkraft Big Band leverer ganske meget. De giver koncerter,  sætter musik på skemaet i skoler og står bag talentpleje.

Men bigbandet når på ingen måde ud til alle de skoler, som de gerne vil. Interessen for samarbejder fra kommunerne er der ellers, men der er ikke penge til det.  For skolerne er det i øvrigt også billigere at få besøg af et af de orkestre, der kommer med statstilskuddet i ryggen. 

- Det er jo vanvittigt. Der er et eller andet helt galt i den fordeling af midler til orkesterområdet, sagde  manager og musiker i Nordkraft Big Band, Peter Lund Paulsen, til Nordjyske

Og det har han ret i. 

For nogen god forklaring på tingenes tilstand er det svært at få øje på.   

Nordjylland har - præcist som andre dele af landet - også brug for et levende musikmiljø. Nordjyske børn har også brug for musikundervisning, og nordjyske talenter har også brug for den talentpleje, Nordkraft Big Band leverer. Skal der være musikere til at levere den indsats, kræver det selvfølgeligt, at der er et orkester, der kan betale lønnen. 

Det er der heldigvis stadig - spørgsmålet er bare hvor længe. For i dag er det Aalborg, Jammerbugt og Mariagerfjord kommuner, der betaler langt størstedelen af hyren til Nordkraft Big Band, og i en nedskæringstid er det ikke lig med en sikker fremtid. 

Også her må politikerne må banen, og det burde egentlig være oplagt for den nye regering. For i  regeringsgrundlaget hævder SVM-regeringen, at den vil styrke kulturen i hele landet og på tværs af områder, og Moderaterne har op til valget endda lagt stor vægt på, at børn og unge skal have adgang til kulturoplevelser, uanset hvor i landet de bor.

Men måske er der faldet en sætning ud af grundlaget. For skal det passe med virkeligheden, burde de tilføje: Med undtagelse af Nordjylland. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.