Nordjyske mener: Kig dig for, ellers smadrer vi din bil: Prisen for at genere bussen er for høj

Den nye busgrav på Kastetvej i Aalborg har mere end 20 biler på samvittigheden. Vi står med en straf, der er alt for høj i forhold til forseelsens karakter.

Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. Foto: Torben Hansen

LEDER:Den deler virkelig vandene. Nogle hader den. Andre synes, den er en gave til trafiksikkerheden.

Det handler om den nye busgrav på Kastetvej i Aalborg.

Gennem de seneste uger har graven fået en hel del opmærksomhed. På det nye stræk, der er forbeholdt busser, har flere bilister på egen krop og vogn oplevet, at der er kontant afregning, hvis man er kommet på gale veje.

Personbiler er ganske enkelt for smalle til at køre henover den markante for-sænkning i vejbanen. Og bang. Så ryger de i graven. Bogstaveligt talt.

Uofficielle meldinger fra beboere i området lyder på, at mere end 20 biler har lidt den hårde skæbne. Og gravens hårde og skarpe betonkanter viser ingen barmhjertighed - det oplevede Henriette Badsbjerg Jensen, som havde lånt sin bil ud til sin datter: Bilen var simpelthen totalskadet efter turen i graven.

Medlidenhed er der heller ikke meget at spore af i kommentarfelterne på de sociale medier.

Her er der overvældende opbakning til busgravens konsekvente afregning ved kasse 1. Det at færdes i trafikken kræver ubetinget agtpågivenhed over for skilte, andre trafikanter og ikke mindst vejens beskaffenhed - ikke mindst store huller i vejbanen. Er man opmærksom, drøner man selvfølgelig ikke ind på en vej, der er beregnet til busser, og skulle det alligevel ske, når man at stoppe, før man ryger ud over busgravens rand, lyder ræsonnementerne.

Ja. Det er korrekt. I en ideel trafikal verden.

Men virkeligheden er en anden. At færdes i trafikken handler også om vaner og rutiner, erfaring, usikkerhed og forstyrrende elementer. Derfor sker der fejl - mange gange, små og store, det kender enhver trafikant, der er ærlig over for sig selv.

Trafikforseelser skal naturligvis straffes efter reglerne. Men straffen skal også stå mål med forseelsens størrelse.

Og skal det at køre ind i en gade forbeholdt busser potentielt straffes med en ødelagt bil og risikoen for at komme til skade ved uheldet, når brøden primært vil være til gene for trafikafviklingen?

Nogle vil sikkert sige "ja, så kan de lære det". 

Og så kunne det næste være, at en cyklist, der svinger om hjørnet for rødt, skal væltes af cyklen og have en lussing, mens en bilist, der ryger over for "taxi-grønt", resolut får piftet begge fordæk og rykket sidespejlene af.

Herfra er holdningen dog, at busgrave som adfærdsregulerende middel er for voldsomme. Ikke engang spøgelsesbilister bliver mødt af andet end lavthængende skilte og advarselsblink.

Det er ikke det samme som at sige, at det er ok at køre ad ulovlige veje. Naturligvis ikke. Men er der problemer på den front, er det en betjent med bødeblok, man skal risikere at møde - og ikke en hårdtslående betongrav.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.