Tyverier

Nordjyske mener: Lene mindede os om noget vigtigt, da hun trådte frem i køen og sagde: "Stop!"

Det kræver sin kvinde at gå i aktion, når tricktyve er i gang med at køre deres show på en ung kassemedarbejder. For Lene Christiansen var der ingen pardon

Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske.
Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. Foto: Torben Hansen

Hun er blevet hyldet som en helt på de sociale medier.

Og fra Superbrugsen i Nørresundby har hun modtaget vin fra den dyre hylde som tak for sin indsats.

Det handler selvfølgelig om Lene Christiansen, der tog sagen i egen hånd, da det trak op til tricktyveri i supermarkedet.

Fra sin plads i køen blev hun opmærksom på tre mistænkelige personer, der overfor en ny, ung kassemedarbejder satte gang i den sædvanlige manøvre af fiksfakserier for at score den illegale gevinst:

Varer, der først blev slået ind, men så alligevel ikke skulle haves, betalingskort, der ikke virkede, pengebundter, der pludselig skulle veksles - det hele pakket ind i falsk smiger: "You are so beautifull!"

Lene trådte frem til kassen og fik stoppet det store forvirringsshow ved at henvende sig til den sagesløse medarbejder og sige "nej". Og så fik tricktyvene ellers benene på nakken. Heldigvis med uforrettet sag.

Lene Christiansen trådte i karakter. Viste handlekraft. Og det er det skønne ved den historie.

For selv om det var det rigtige at gøre, og det kan vi alle se her bagefter, er det altid værd at stoppe op og anerkende de mennesker, der rent faktisk handler, når der sker noget, der ikke er i orden.

Det letteste ville være bare at kigge på. Måske undre sig. Håbe at kassemedarbejderen klarer den selv - eller tilkalder en kollega. Ikke løbe nogen risiko.

Det ville på sin vis være meget menneskeligt med lidt forsigtig distance, for hvem ved, hvad tre hårdkogte tricktyve kan finde på?

Derfor er det værd at hæfte sig ved, når nogen tør tage ansvar og stoppe det, der er forkert. Tør stikke næsen frem, fordi det er det rigtige at gøre.

Og her handler det ikke "kun" om at tage aktion i en kassekø i Superbrugsen i Nørresundby.

Der er masser af tilfælde i dagligdagen - i det store og det små - hvor det netop er det rigtige at sige til og fra i stedet for at tie - både for at markere sin egen grænse og for at hjælpe andre, der bliver trådt på.

Det kan give nogle knubs, men de kan just være nødvendige for at bevare værdighed og opbygge respekt.

Og det var præcis den lære, Lene Christiansen mindede os om, da hun gik frem i køen den dag og sagde: "Stop!"

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden