Nordjyske mener: Tiktok er farlig for os, men måske ikke på den måde, du tror

Lige nu bliver både politikere og andre beslutningstagere bedt om at fjerne fra deres mobiler Tiktok på grund af risikoen for spionage. Men måske er det endnu farligere, at Tiktok stjæler unges tid verden over. 

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør. Foto: Lars Pauli

LEDER:Slet det sociale medie Tiktok fra jeres mobiltelefoner og tablets. Sådan lød beskeden fra Folketingets formand Søren Gade (V) til alle ansatte og medlemmer af Folketinget tirsdag.

Den markante udmelding kommer, efter at det danske Center for Cybersikkerhed udsendte en advarsel om den kinesisk ejede sociale platform. Ifølge centerets eksperter er der en risiko for spionage via Tiktok, fordi app'en blandt andet har adgang til din telefons kamera og mikrofon - og da Tiktok er underlagt kinesisk lovgivning, er der er en risiko for, at kinesiske myndigheder har snablen nede i Tiktok-brugernes mobiler, lyder det fra centret.

Også i resten af EU og i USA lyder alarmklokkerne. Præcis om og hvordan Tiktok er mere risikofyldt at have på sin telefon end andre sociale medier som Facebook og Instagram, er ikke helt klart, men den store forskel er tilhørsforholdet til Kina. Det er ganske åbenbart, at den kinesiske stat har adgang til virksomheder på en helt anden måde, end tilfældet er i eksempelvis USA, hvor Facebook har hjemme.

Derfor virker det som indlysende klogt at kræve, at ansatte med adgang til fortrolige oplysninger i centraladministrationen og i toppen af erhvervslivet ikke potentielt har Kina med i lommen, når de går til møder eller downloader rapporter. Man kan måske nærmere undre sig over, at det overhovedet er nødvendigt at sige det til ellers begavede politikere og embedsmænd - det burde man måske kunne forvente, at de selv kunne regne sig frem til. 

Men det hænger højst sandsynligt sammen med, hvad Tiktok er for en størrelse. Den største fare er måske ikke, at kineserne potentielt kan overvåge os via den, men at den teknologi - nærmere bestemt algoritmen - er så kraftfuld, at den suger alle og især unge til sig.

Unge amerikanere mellem 18 og 24 år bruger hver dag - hver dag! - i gennemsnit det kinesiske medie i over en time. Det viser en rapport udarbejdet af den amerikanske tænketank Insider Intelligence ifølge nyhedsbureauet AFP. Og billedet er i øvrigt det samme i Danmark.

Dermed er Tiktok målt på tidsforbrug langt det største medie for unge i vores del af verden.

Hvis man selv har prøvet mediet, ved man hvorfor: Den indbyggede kunstige intelligens gør, at Tiktok lynhurtigt sporer sig ind på, hvad netop du finder sjovt, hvorefter den ene korte og på overfladen letbenede og underholdende video afløser den anden.

Før du ved af det, er det gået, ja, over en time.

Det er nemt, det er sjovt og det er helt uskyldigt. Derfor opdager ellers fornuftige børn og unge ikke, at Tiktok stjæler det allervigtigste fra dem. Nemlig deres tid.

Tid, der ikke bruges sammen med andre eller på at blive klogere, men på tomme kalorier.

"En pause" kalder mange unge det, når de sidder og slapper af med Tiktok. Problemet er bare, at "pausen" nu er blevet længere end det, man tog pause fra.

Kan det være, at det farligste ved Tiktok ikke er, at den stjæler vores data, men at den stjæler de unge? Er det egentlig den fordummende effekt af, at vores unge sidder og ser makeup-videoer eller practical jokes i timevis i stedet for at være sammen om noget rigtigt, der er den virkelige fare?

Tankevækkende er det i hvert fald, at i Tiktoks hjemland vil de ikke tillade, at borgerne har adgang til samme platform. Her mixes censureret underholdning med "opbyggelige" videoer. Åbenbart anses den rene Tiktok-vare for være for stærkt et opium til folket. 

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.