Nordjyske mener: To ting mangler i debatten om Skagen

Hvad vi vil med vores byer, er en vigtig værdidebat - også når det drejer sig om Skagen

Lederskribent og journalist Johannes Jacobsen <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent og journalist Johannes Jacobsen Foto: Lars Pauli

LEDER:Storfisker Henning Kjeldsen står til at skyde et trecifret millionbeløb i et stort museum, der skal ligge på en central plads på havnen i Skagen.

Følelserne står i kø, og i disse uger er Nordjyske i gang med at udfolde netop den debat.

Men der mangler to ting.

Først og kortest er det ærgerligt at konstatere, at debatten for nuværende er lidt ensidig. Det er ikke med Nordjyskes gode vilje.

Lige nu er der dog ikke mange andre end kritikere af projektet, der har lyst til at snakke med Nordjyskes journalister. Henning Kjeldsen har for eksempel gjort det meget klart, at han ikke vil tale med Nordjyske om sagen.

De fleste kritikere er begejstrede for Henning Kjeldsens engagement i Skagen - og hvorfor skulle de ikke være det? Det er både stort og flot, måske især for en lille by, når privatpersoner på den måde giver til fællesskabet.

Men debatten kommer til at halte, når den ene part mangler. Alle behøver ikke være enige, men debatten bør omfavnes, som tidligere borgmester i Skagen Kurt Kirkedal (S) siger i et interview med Nordjyske.

Og det bør den, som han rigtigt påpeger, fordi debatten om, hvad vi vil med vores byer, er vigtig.

Og det leder mig til den anden ting, der mangler i debatten:

Det er erkendelsen af, hvad det er for en debat, der er blevet rejst. Det er ikke en klapjagt mod bestemte personer eller utaknemmelighed over en stor gave.

Det er en værdidebat.

Den handler i bund og grund om, hvad det er vi som mennesker, borgere og samfund vil med vores byer.

Verden går naturligvis videre, selvom nye bygninger ikke bliver bygget med skønhed og evigheden for øje.

I 1600-tallets København var det for eksempel nok de færreste almindelige københavnere på gaden, der gik op i, at den nye varebørs i hovedstaden blev opført i nederlandsk renæssance-stil. Ja, man kunne helt have ladet være med at bygge på den måde - solen var også stået op dagen efter.

Men der var nogen, der tog beslutningen, at den nye bygning centralt placeret i København godt måtte være smuk. 400 år senere står Børsen stadig som en af de smukkeste bygninger i kongeriget.

Vi kan helt intuitivt mærke, når vi befinder os i et rum, der er bygget til mennesker ud fra idéen om, at vi er af både kød og ånd. Det er en helt anden diskussion, men for så vidt stadig et vigtigt perspektiv. For noget tyder på, at man flere steder i landet er begyndt at tage dét seriøst - igen.

Arkitekt og tv-vært Ane Cortzen er inde på det i det interview, hun giver til Nordjyske i dag. Der er efter hendes opfattelse en bevægelse i gang mange steder i landet.

- Der er ved at være en forståelse for, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi bygger, og at man ikke bare skal sige ja og nikke taknemmeligt, når investorer byder sig til, men møde dem med forventninger, siger hun.

Så hvad vil man med Skagen i Frederikshavn Kommune? Skal det være smukt, bygget med borgernes involvering og evigheden for øje - eller er det nogle helt andre ting, der skal styre udviklingen?

Værdidebatten er vigtig at tage, og vi fortsætter med at dække den. Forhåbentlig vil flere give deres besyv med.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.