Politikerne gav dig en billig pakke smør. Nu skal du levere den tilbage
Man slukker ikke en brand ved at pøse pengesedler ind i flammerne. Men regeringen misser en vigtig pointe
Erhvervsredaktør Peter Munk Simonsen, Det Nordjyske Mediehus. Foto: Henrik Bo
LEDER:De rødglødende elpriser fylder det meste i både mediebilledet og mange danskeres bevidsthed.
Det ene skrækeksempel på elregninger, der stikker helt af, afløses hurtigt af det næste, og ingen synes for alvor at kunne undslippe. Den kuldegysende sandhed er, at vi står i en hidtil uset energikrise, og at vi endnu ikke har set det værste.
Vinteren bliver så dyr, at nogle givetvis må gå fra hus og hjem. Selv den fodslæbende regering har nu indset alvoren og præsenteret en række initiativer, der dels skal forhindre, at vi løber tør for energi, dels forhindre store energiselskaber i at krakke på stribe.
Midt i den tiltagende panikstemning fik Folketingets partier desuden hastevedtaget et lovforslag, der sænker elafgiften med 4 øre per kilowatt-time. Det sparer en gennemsnitsfamilie små 17 kroner om måneden.
Eller hvad der svarer til en billig pakke smør.
For at udstille det tragikomiske i en sådan besparelse kunne det statsejede Energinet samtidigt meddele, at den såkaldte forbrugstarif stiger. Det er betalingen for, at Energinet leverer strømmen fra kraftværk eller vindmølle og hen til din stikkontakt.
3,1 øre per kilowatt-time skal du nu betale ekstra, svarende til cirka 11 kroner mere om måneden.
Der røg det meste af den billige pakke smør.
At politikerne bruger tid på at hastebehandle effektløse lovforslag midt i en alvorlig energikrise er uforståeligt. Ikke mindre uforståeligt bliver det af, at der tilsyneladende er bred politisk opbakning til at banke elafgiften helt i bund.
Ved en tv-debat for godt en uge siden syntes alle partiformænd at støtte et forslag fra Venstre om at sænke elafgiften til EU’s minimumssats på 0,8 øre per kilowatt-time.
Så hvad er det lige præcis, politikerne venter på?
Danskerne har brug for handling her og nu, hvis ikke manges økonomi skal smadres hen over vinteren. Det er allerede ved at ske.
Regeringen siger, at det handler om at ramme den rette balance mellem at hjælpe energikrisens ofre og samtidig ikke skabe endnu højere inflation.
Hvis prisstigningerne på energi skal bremses, kræver det, at private og virksomheder sænker deres forbrug. Det er de mindre tilbøjelige til, hvis man hjælper dem for meget, lyder argumentet.
Det er muligvis rigtigt. Man slukker ikke en brand ved at pøse pengesedler ind i flammerne. Men regeringen forsømmer at forstå, at selv effektfuld hjælp ikke eliminerer danskernes selvopofrelse.
Energipriserne er så himmelhøje, at private og virksomheder nok skal skrue ned for forbruget og gøre, hvad gøres kan. Det ser vi allerede nu. Det er alt for dyrt at lade være.
Politikerne skal ikke kompensere alle én til én, men det mindste, vi kan forlange, er tid og kræfter brugt på tiltag, der rent faktisk kan mærkes. Kom nu i gang.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.