Og med det spørgsmål afslører han alt, der er galt med tilgangen til at indføre en CO2-afgift på landbruget. Nemlig en ensidig individfokuseret og romantiseret tilgang til de danske landmænd. 

På det menneskelig plan kan alle forhåbentlig sætte sig ind i den sentimentalitet, der er forbundet med at se århundreders erhverv og tradition have det svært. Men i et samfundsperspektiv falmer argumenter for at blive ved med at forkæle landbruget - ét for ét. 

En uddybning kommer vi til, men lad os lige få konteksten på plads først: 

Onsdag fremlagde det såkaldte Svarer-udvalg sine længe ventede bud på, hvordan man kan indføre CO2-afgifter på dansk landbrug.

Landbruget skal reducere sin udledning med 70 procent i 2030 i forhold til, hvad det udledte i 1990.

De sidste ti år har landbruget præsteret en reduktion på 0,4 procent, og udledningerne forventes faktisk at stige i de kommende år.

Til sammenligning er Danmarks samlede udledninger faldet med 25 procent i den periode. Blandt andet derfor vil landbruget i 2030 udgøre næsten halvdelen af de danske drivhusgasser, hvis ikke vi gør noget. 

Av, for en fremskrivning. Især hvis man dykker ned i, hvor stor en betydning landbruget egentlig har for dansk økonomi. 

Økonomiprofessor Michael Svarer og resten af hans ekspertudvalg har præsenteret tre modeller for en løsning.  

Konkret betyder det, at en gennemsnitsdansker, der spiser 33 kilo oksekød om året, i værste fald kan forvente en ekstra omkostning på 150 kr. årligt. 

Alt efter afgiftsmodel vil mellem 1.650 og 8.000 medarbejdere i landbruget i fremtiden skulle finde noget nyt at lave. Til sammenligning skifter cirka 800.000 danskere job hvert år. 

Men selvom både tabte arbejdspladser og prisen på bøffen er nok så interessant, så er der meget andet på spil. 

Nemlig retfærdighed og fornuft. 

Resten af erhvervslivet har allerede fået pålagt en drivhusgasafgift, og det vil blive markant dyrere at indfri vores klimamål, hvis der ikke indføres en afgift for landbruget også. 

Dansk erhvervsliv er meget mere end dansk landbrug. Selv der hvor landbruget udgør den største del af værdiskabelsen af den lokale økonomi, så lander vi maksimalt på 1 procent, viser tal som ekspertgruppen fremlagde, ifølge DR.  

Alligevel er berøringsangsten overfor at fratage landbruget særstatus i den grad til at få øje på. Gang på gang er den politiske proces blevet udskudt, og det har været kilde til politisk splid i SVM-regeringen, hvor Venstre er bange for sin egen landbrugsskygge. 

"Lad falde, hvad ikke kan stå!" - Det får man ind med modermælken i Venstre, ved man, hvis man har været en del af partiet. 

Alligevel kniber det gevaldigt med at få taget fat på den sektor, der for en betragtelig dels vedkommende netop har svært ved selv at holde balancen. 

Måske fordi en disproportional del af Venstrebaglandet og medlemmerne er beskæftiget i eller har tråde til landbruget? 

Det er bare et ærgerligt politisk hensyn at tage, når landbruget ifølge tal fra Tænketanken Kraka får mere end 12 gange så meget statsstøtte som industrien, og samtidig ikke bidrager med en signifikant del af hverken beskæftigelse eller værdiskabelse. 

Og som den eneste sektor endnu ikke har bidraget til det fælles ansvar for reduceringsmålet. For hvis landbruget som de eneste ikke skal betale for sine udledninger, hvem skal så? 

Det eneste oplagte svar er alle danskerne og resten af det erhvervsliv, som allerede har været gennem afgiftsmøllen. 

Derfor snyder vi os selv, hvis vi bliver ved at snakke om prisen på den næste bøf og den enkelte landmands overlevelse.

Dansk landbrug er desværre ikke den guldkalv, det har været, og det er på tide at lade branchen få samme vilkår som resten af samfundet. 

Vi kan ikke blive ved med at friholde én sektor på bekostning af alle andre.