Så slap en nordjysk restaurant for at blive associeret med speciallæder og dyre escortpiger

Endnu en nordjysk restaurant tvinges til at skifte navn. Måske det skal ses som en velsignelse

Peter Simonsen, erhvervsredaktør. <i>Foto: Torben Hansen.</i>

Peter Simonsen, erhvervsredaktør. Foto: Torben Hansen.

LEDER:I hjertet af Indre København ligger en af Skandinaviens ældste caféer, Café Victor, med et kundeklientel, der er bedst kendt for at tælle kendisser i alle afskygninger.

Maden er hæderlig og til opskruede priser, og caféen deler ifølge Danmarks Statistik navn med 10.700 danske mænd.

Nu har Café Victor tvunget en sagesløs restaurant 400 kilometer derfra til at skifte navn. Således har Victors Madhus i Nørresundby fået besked om øjeblikkeligt at stoppe med brugen af ”Victors.” Og ejer, Mathias Lassen, har valgt at føje kravet.

- Jeg har talt med en advokat, og han mente, at jeg måske skulle bruge mellem en halv og en million kroner i en retssag, som jeg ikke var sikker på at vinde. Derfor vælger jeg at ændre navnet, sagde Mathias Lassen i sidste uge til Nordjyske.

At en café i København vil tage patent på et så generisk navn – Victor – er cirka lige så uforståeligt, som at to blødkogte æg på caféens menukort skal koste 30 kroner.

Man kunne forstå det, hvis Victors Madhus lå skråt over for Café Victor og snyltede på sin kendte genbo. Men i dette tilfælde er risikoen for forveksling svær at få øje på. Den ene restaurant ligger i København, den anden i Nørresundby, de har vidt forskellige menukort og vidt forskellige målgrupper.

Så hvad er problemet?

Mathias Lassen, der har brugt otte år af sit liv på at slå navnet Victors Madhus fast, skal nu bruge op mod 200.000 kroner på et nyt navn, ny hjemmeside, skilte, indretning mv. Forfra med det hele.

Skulle han have lov til at beholde sit navn, krævede det ifølge Café Victor, at han overmaler et stort gavlmaleri i Nørresundby og stopper med at holde selskaber og levere mad ud af huset.

A hvabehar? Tal om en københavnsk café med storhedsvanvid.

Noget tyder på, at varemærkeretten til almindelige navne og begreber trænger til et eftersyn. For nyligt var det også Mormors Køkken i Tornby og Mormors Café i Aalborg, der af en københavnsk pendant fik besked på at skrotte ”mormors.” Restauranterne i hovedstaden har tydeligvis travlt – i hvert fald med at sende skrivelser fra deres advokater.

Når Mathias Lassen fra Victors Madhus har rystet ærgrelsen og den økonomiske bet af sig, skal han måske glæde sig over, at han fremover ikke længere associeres med den berømmede Café Victor i Indre København.

Hvad tiltrækkende er der ved et sted, som op gennem firserne var bedst kendt for sine sofaer med dyrt importeret speciallæder, der blev skiftet på nærmest ugentlig basis, når gæsterne havde danset gennem betrækket med stiletterne? Og som i de senere år mest af alt har været et tilflugtssted for gamle yuppiedrenge, dyre escortpiger og de, der bare skal bruge et godt billede til deres Instagram-profil?

Lad Café Victor beholde sit navn og de blødkogte æg til 15 kroner stykket. Vi andre nøjes med at ryste på hovedet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden