Mormor's Café giver ikke op - trodser københavner-krav

Mere mormor-ballade - nordjysk café trues med sagsanlæg

- Hvad skal mormors café hedde? - Den skal da hedde Mormors Café, svarede børnebørnene, Noah og Naya. <i>Privatfoto</i>

- Hvad skal mormors café hedde? - Den skal da hedde Mormors Café, svarede børnebørnene, Noah og Naya. Privatfoto

AALBORG:  Endnu et nordjysk spisested, som bruger ordet "mormors" i sit navn, er blevet truet med sagsanlæg for brud på navnerettigheder.

MorMors Køkken Café og Restaurant på Strandvejen i Tornby fik for to uger siden et brev fra en advokat i København. Advokaten truer med sagsanlæg, hvis spisestedet ikke straks stopper med at bruge ordet "mormors" i restaurationens navn.

Kravet skyldes, at en anden café - Mormors på Bredgade i København - har rettighederne til netop ordet "mormors", ifølge ejeren af den københavnske café.

- Jeg har enerettigheder

- Jeg har haft min café Mormors i 18 år og har registreret navnet. Jeg har enerettighederne til "mormors" for servering af mad og drikkevarer, og det gælder i hele landet, siger Gitte Hansen, indehaver af Mormors i København.

Derfor kræver hendes advokat ikke kun, at MorMors Køkken Café og Restaurant i Tornby ændrer navn. Samme krav har advokaten sendt til et andet nordjysk spisested: Mormor's Café i Tornhøj Centret i det østlige Aalborg.

Cafeen Mormor's her i Tornhøj Centret i Aalborg skal skifte navn. Det kræver Mormors - en café i København. <i>Privatfoto</i>

Cafeen Mormor's her i Tornhøj Centret i Aalborg skal skifte navn. Det kræver Mormors - en café i København. Privatfoto

Men advokatens krav afvises blankt af ejeren af den aalborgensiske café.

- Jeg fik et telefonopkald fra ejeren af Mormors i København, og hun bad mig ændre navn på min café. Jeg svarede, at det ikke kommer til at ske, fortæller Annika Jensen, indehaver af Mormor's Café i Aalborg.

Siden har hun modtaget to advokatbreve med trusler om sagsanlæg, med mindre caféen i Aalborg ændrer navn.

Børnebørns forslag

Det nægter Annika Jensen fortsat, og for hende er der stærke følelser indblandet.

- Da jeg startede min café for to år siden, spurgte jeg mine børnebørn Noah og Naya, hvad de synes, at mormors café skulle hedde. De svarede, at "den skal da hedde Mormors Café", fortæller Annika Jensen.

Hun understreger, at hun tjekkede brugen af ordet "mormor", inden hun startede caféen i Aalborg, og det navn var brugt af adskillige andre restaurationer.

Derfor forstår hun ikke kravet fra Gitte Hansen hos Mormors i København:

- Vi er ikke konkurrenter. Min café kan på ingen måder tage kunder fra hende, lyder det fra den aalborgensiske caféejer, der dog erkender, at Gitte Hansen har patent på brugen af betegnelsen "mormors" i restaurationsbranchen.

Men fordi så mange andre bruger "mormor" i deres firmanavn, er det tvivlsomt, om Mormors i København kan opretholde patent på det navn, ifølge de vurderinger, Annika Jensen har fået fra både advokater og Patent- og Varemærkestyrelsen.

Facebook-kritik

Café-ejeren fra København, Gitte Hansen, mener at hendes registrerede eneret til brug af navnet "Mormors" fortsat gælder. Hun har dog ikke yderligere kommentarer til navnestriden, før hun har talt med sin advokat.

Navnestriden har bredt sig til Facebook: "Der må ikke være særlig meget mormor-kærlighed i kagerne, når ejerne har haft travlt med at lægge sag an, fordi en restaurant i Nordjylland hedder noget med Mormor. Det er i hvert fald ikke ægte Mormor-stil", står der i en af de kritiske kommentarer på den københavnske café's Facebook-side.

Minder om Jensen's-strid

Andre sammenligner sagen med en tidligere navnestrid mellem Jensen's Bøfhus og Jensens Fiskerestaurant i Sæby. 

Den strid endte i Højesteret, som i 2014 fastslog, at fiskerestauranten ikke måtte bruge "Jensen" i sit restaurantnavn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.