Støj på linjen: Ved du egentlig, hvor du har Inger?

Hun siger, at danskerne ved, hvad hun står for. Men gør de det? Dobbeltspillet har været en konstant i Inger Støjbergs karriere

Taler Inger Støjberg i et særligt kodesprog, som cirka hver tiende vælger forstår, mens de andre ni kigger mystificeret til, spørger ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Taler Inger Støjberg i et særligt kodesprog, som cirka hver tiende vælger forstår, mens de andre ni kigger mystificeret til, spørger ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. Foto: Lars Pauli

LEDER:Inger Støjberg er nu ophøjet til ”højrefløjens dronning”. Hun rammer cirka 10 procent i meningsmålingerne.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er i panik, mens deres vælgere stormer over til Danmarksdemokraterne. De beskylder Støjberg for at være uhæderlig og en del af den elite, hun ellers siger, hun er det modsatte af.

Men hun bider ikke på deres invitation til brydekamp. I radioen i fredags sagde hun, at de borgerlige partier må holde op med at slås indbyrdes. Hun vil langt hellere slås med ”dem i røde trøjer i stedet for dem i blå”.

Man kunne næsten høre hendes smil. For Inger Støjberg mener det naturligvis ikke. Hun lever af sine borgerlige kollegers tilbagegang.

Sådan er det med Inger Støjberg. Hun påstår, at alle ved, hvor man har hende. Det er hendes standardsvar, når hun spørges til Danmarksdemokraternes endnu ikke-eksisterende politiske program. Håndfladerne bliver sendt afværgende i vejret, et skævt smil på læben og en lille rysten på hovedet:

- Danskerne ved godt, hvad jeg står for.

Med mindre Inger Støjberg taler i et særligt kodesprog, som cirka hver tiende vælger forstår, mens de andre ni kigger mystificeret til, er det ganske enkelt ikke sandt.

Ingen kan reelt vide, hvor hun står. Har der været en konstant i hendes politiske liv, er det dobbeltspillet.

Hun kom ind i dansk politik med et cv, der fortalte, at hun var uddannet journalist. Det var hun ikke.

Hun lavede kampagne for Venstre imod retsforbeholdet i 2015. Dengang kaldte hun Dansk Folkeparti og tilhængerne af retsforbeholdet for ”falske” og ”uhæderlige”. Men det var hende selv, hun talte om. Hun har nu erkendt, at hun inderst inde mente det modsatte af det, hun sagde.

Som integrationsminister fortalte hun Folketinget, at alle regler var fulgt i den såkaldte barnebrudssag. Det var løgn, fastslog Instrukskommissionen.

Hendes instruks om at adskille asylpar, hvoraf ingen i øvrigt var pigebørn gift med ældre mænd, var tværtimod klart ulovlig, og Inger Støjberg blev af Rigsretten idømt 60 dages fængsel.

Efter dommen har hun sagt, at hun ville gøre det samme igen. Men hun siger også, at Danmarksdemokraterne går ind for, at lov er lov.

Og nu siger hun så, at de blå partier må stå sammen om at vælte Mette Frederiksen. Som om ingen husker, at frem til sin udmeldelse af Venstre var det partiformand Jakob Ellemann-Jensen, hun forsøgte at vælte omkuld.

Hendes vælgere kan umuligt vide, hvad de får.

Er en frafalden DF’er bekendt med, at Inger Støjberg ikke vil have Danmark ud af EU og ikke vil bryde med menneskeretskonventionerne?

Er en frafalden Mette Frederiksen-socialdemokrat klar over, at Støjberg vil lægge sig mest op ad Venstre og De Konservative i den økonomiske politik?

Er den superliberale vælger, der egentlig hældte mod Nye Borgerlige, men nu synes, at Inger Støjberg er lidt frækkere end Pernille Vermund, enig med Danmarksdemokraterne i at frede Arne-pensionen?

Når Inger Støjberg siger, at danskerne ved, hvor hun står, giver hun i virkeligheden sine vælgere et blankt stykke papir, hvor de hver især kan skrive det, som de føler og tror, hun står for. Der er nærmest frit valg.

Det er eventyret om Kejserens nye klæder opsat i moderne dansk politik. Hvor mange af de 10 procent når at opfatte inden det kommende valg, at ”højrefløjens dronning” ikke har noget tøj på?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden