Sådan er det naturligvis også og måske endda især i sundhedsvæsenet, hvor statens tilskud til medicin løbende skal vurderes og prioriteres - i den højere sags tjeneste. 

Den seneste stramning af reglerne for tilskud til diabetesmedicin, herunder den populære Ozempic, illustrerer præcis den udfordring. 

Stramningen rammer Johnny Christensen fra Sønderholm, som Nordjyske har talt med. Han har haft stor gavn af medicinen Ozempic, som han nu risikerer at miste tilskud til. 

Lægemiddelstyrelsen har med de nye regler sat en vigtig dagsorden: At de tilskud, der gives til medicin, bruges bedst muligt. 

Det indebærer, at patienter først skal have afprøvet billigere og fuldt ud dokumenterede alternativer, inden de får adgang til de dyrere behandlinger. 

En nødvendighed, fordi medicinudgifterne i de her år stiger markant – ikke mindst fordi ny medicin ofte er dyr at udvikle og markedsføre. 

Det har været tilfældet med Ozempic, der udover at være effektiv mod type 2-diabetes, også er blevet populær som et vægttabsprodukt. 

Den kombination har ført til et stigende forbrug og en medfølgende regning for statstilskud, der er eksploderet. 

Derfor er der behov for at justere kursen. 

Selvfølgelig kan det føles som en stram og uretfærdig proces for de patienter, der allerede er i gang med en medicin, som virker for dem, men som de nu måske skal skifte væk fra. 

Det er her, at enkelttilfælde, som Johnny Christensens, skaber forståelig utilfredshed og frustration. 

Alligevel er tiltaget kærkomment i et offentligt finansieret sundhedssystem, hvor vi konstant skal afveje udgifter til medicin mod andre livsnødvendige behandlinger og hjælpemidler.

Hvis vi bruger mange penge på en medicin, der måske kun er marginalt bedre end en billigere løsning, vil der være færre midler til andre kritiske områder.

Det er rimelig simpel matematik. 

At føre en sundhedspolitik, hvor alle parter er tilfredse, er mildt sagt kompliceret. Men som fællesskab må vi insistere på, at ressourcerne fordeles på den mest retfærdige og økonomisk ansvarlige måde. Også selvom det kan betyde, at nogle patienter oplever at komme i klemme.

I sidste ende handler det om solidaritet. 

Vi skal sikre, at de skattekroner, vi alle bidrager med, strækker så langt som muligt.