Ligaherrer i nederlag

Som forvetet var Middelfart VK’s titelaspiranter en for stor mundfuld for Bedsted KFUM

Bedsteds ligaherrer tabte søndag premieren med 3-1 på hjemmebane til sidste sæsons bronzevindere fra Middelfart. Her ses sidste sæsons afgørende oprykningskamp. Arkivfoto: Diana Holm

Bedsteds ligaherrer tabte søndag premieren med 3-1 på hjemmebane til sidste sæsons bronzevindere fra Middelfart. Her ses sidste sæsons afgørende oprykningskamp. Arkivfoto: Diana Holm

BEDSTED:Ligaherrerne fra Bedsted KFUM tabte søndag som forventet med 3-1 i sæt til titelaspiranten fra Middelfart VK. De to første sæt i sæsonpremieren var ellers en opløftende oplevelse for hjemmepublikummet i Bedstedhallerne, for her var kampen helt lige.

- Vi spillede rigtig godt og tæt i de to første sæt, og så døde det lidt, siger cheftræneren for både ligaherrerne og 1. divisionsdamerne i Bedsted KFUM Flemming West. Han kunne fra sidelinjen overvære sit hold tabe knebent 20-25 i første sæt, mens det andet blev vundet med 25-22. Det skyldes især spillernes mod, fortæller West.

- Vi tog chancen, og vi turde, siger West, der glædede sig over, at man trods to klare tabte sæt med cifrene 15-25 og 16-25 i tredje og fjerde sæt ikke fik den frygtede snitter mod sidste års bronzevindere.

Det er West godt tilfreds med, for reelt set viste kampens to sidste sæt den forskel, der bør være på en oprykker og en titelkandidat, medgiver Bedsteds cheftræner, som dog spår herrerne bedre muligheder for point i ligaen i forhold til kvinderne, som i sidste sæson røg direkte tilbage til volleyballens næstbedste række.