Frederikshavn-elever brugte skoledag i stor lastbilsimulator
Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.
FREDERIKSHAVN: Det er ikke hver dag, at skoledagen byder på muligheden for at sætte sig bag rattet i en 16,5 meter lastbil og køre den.
Eleverne fra Nordstjerneskolen i Frederikshavn fik onsdag besøg af transportbranchens roadshow - en realistisk lastbilsimulator, som sender eleverne ud på deres første lastbiltur på landevejene og som sammen med øvrig information gav indblik i, hvad der skal til for at tage en erhvervsuddannelse.
Transportens Udviklingsfonds roadshow har i mange år besøgt skoler i hele landet med den specialdesignede lastbil, der skal inspirere flere unge til et job i vejgodstransport.
Siden 2016 har roadshowet besøgt omkring 1300 skoler og mødt mere end 90.000 elever i hele landet - og samtidig tilbudt en dag med film, quizzer og en prøvetur i den realistiske simulator.
Målet er at forbedre opfattelsen af jobbet som lastbilchauffør og tiltrække flere til branchen, som i mange år har haft for mange tomme førerhuse.
- Der er et stigende behov for arbejdskraft inden for vejgodstransport, og mange kender ikke til mulighederne. Når vi møder de unge i øjenhøjde, giver dem nye perspektiver på faget, og de selv sidder i førerhuset og prøver det af, får de en helt anden forståelse af jobbet. Det gør en forskel for deres valg, at de oplever det i praksis, siger Heiko Bjørn, drifts- og udviklingschef i Transportens Udviklingsfond.
Begejstret skoleleder
En af de elever, der fik mulighed for både at sidde bag rattet i lastbilen samt at teste simulatoren, var Johan Rue Christoffersen, der går i 9. klasse på juniormesterlære.
- Jeg har overvejet, at det at køre lastbil kunne være en mulighed og kender også nogen, der er chauffører. Men jeg er i øjeblikket i praktik på et landbrug, og det er jeg virkelig glad for.
- Derude har jeg haft mulighed for at køre traktor og det er nok den vej jeg helst vil gå. Hvis jeg skulle køre lastbil, vil jeg gerne køre noget der har med landbrug at gøre eller særtransporter, fortæller Johan.
Skoleafdelingsleder Tanja Stoklund Munch fra Nordstjerneskolen var begejstret for besøget af lastbilsimulatoren.
- Det giver vores elever et godt og konkret indblik i jobmulighederne indenfor transport. Det er en sjov og anderledes måde for eleverne at få kendskab til transportbranchen på. Vi havde elever fra almen og special samt juniormesterlære, som kom forbi traileren og det passede til dem alle, siger Tanja Stoklund Munch, skoleafdelingsleder på Nordstjerneskolen.
Fokus på kvinder
Godstransportbranchen har samtidig et særligt fokus på at tiltrække flere kvinder til branchen, hvor de fortsat er markant underrepræsenterede.
Det gør man blandt andet ved at vise bredden i jobmulighederne.
- Chaufførjobbet er langt mere end at køre fra A til B. Det er et arbejde med ansvar, frihed og gode karrieremuligheder. Det er vigtigt, at flere unge får mulighed for at opleve det i praksis - både mænd og kvinder, siger Lars William Wesch, branchedirektør i ATL, Transportens Arbejdsgivere, som er en del af DI.
I 2025 var 880 elever i gang med vejgodstransportuddannelsen - heraf 89 kvinder og 791 mænd.
Det er en fordobling af antallet af kvinder siden 2019.
Bag roadshowet står 3F, arbejdsgiverorganisationerne ATL (Dansk Industri) og DTL-A (Dansk Erhverv) som en del af image- og rekrutteringskampagnen ’Job i transport’.