Livet har fået en mening

Nyt fokus skaber kvalitet i tilværelsen for folk uden for arbejdsmarkedet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

BRØNDERSLEV/HOU:Tommy Birger Larsen er 54 år og bor i et sommerhusområde nær Hou. Han har som følge af diverse alvorlige skavanker og sygdomme været udenfor arbejdsmarkedet i en længere periode af sit liv. I foråret 2014 blev han via job-centerets ”virksomhedsservice” en del af virksomheden Dansk Altan. Her startede han i praktik, og blev senere ansat i flexjob.

Før ansættelsen var Tommy Birger Larsens liv fyldt med dage uden særligt indhold, samt endeløse besøg på kommunens jobcenter.

- Tidligere i mit liv havde jeg større problemer med at gå. Dagene gik derfor med at lave så lidt som muligt. Samtidigt var der et værre rend hele tiden til jobcenteret. Jeg følte ikke, at de kunne hjælpe mig. Jeg kunne bruge noget som helst af det de sagde - det førte ingen vegne.

Efter et stykke tid med mislykkede praktikophold og hyppig kontakt til kommunale sagsbehandlere, blev Tommy Birger Larsen tilknyttet virksomheden Dansk Altan.

Jobcenteret kunne se et potentielt match imellem Tommys kompetencer, og de arbejdsopgaver som virksomheden kunne tilbyde. Tommy blev tilknyttet virksomheden i foråret 2014, og har været der lige siden:

- Jeg er rigtig glad for at jeg er kommet herover. Der er gode kollegaer. Der er ikke nogen der ser ned på mig, fordi jeg kun kommer tre timer. Jeg føler, at jeg gør noget. Jeg kører hjem, og tænker, at jeg har fået noget ud af dagen.

De små glæder

Tommy Birger Larsens nedsatte arbejdsevne har gjort, at det tidligere har været svært at finde motivationen til at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Hos Dansk Altan har han dog fundet en glæde ved sit arbejde:

- Når man tidligere har været på arbejdsmarkedet, og har været vant til at trække et læs, så følte man i starten, at man nærmest gik mere i vejen end man gavnede. Men efter kort tid fandt vi ud af, hvad jeg kunne bidrage med. Nu nyder jeg at møde op, og bidrage med det jeg kan.

Tommy Birger Larsen hjælper virksomheden med mange forskellige ting. Han holder øje med maskinerne, og reparerer dem hvis de ikke virker.

Han skifter lamper, gør rent, slår græs, og diverse andre praktiske opgaver. Ejer af Dansk Altan, Kenneth Baand Larsen, var den person som i sin tid tog Tommy ind i firmaet som praktikant. For ham har Tommy Birger Larsen vist sig at være en stor gevinst for virksomheden:

- Vi er super glade for at have fået Tommy Birger Larsen, han er hurtigt blevet en del af os. Førhen kunne jeg gå og irritere mig over en masse småting, som hele tiden var i stykker. Nu kan jeg møde på arbejde, og opdage, at de øde-lagte ting bliver repareret. Det er en dejlig fornemmelse.

Samarbejde

Som følge af beskæftigelsesreformen på arbejdsmarkedsområdet, etablerede Jobcenter Brønderslev i 2014 enheden ”Virksomheds-service”.

Igennem systematisk kontakt til kommunens virksomheder, opnår Jobcenteret viden om de konkrete kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Ved at være bekendt med virksomhedens behov, kan Job-centeret i højere grad matche virksomhedernes efterspørgsel med de ledige borgeres kompetencer.

Det øgede fokus på individuel kompetence gælder også for borgere på eksempelvis førtidspension eller sygedagpenge. Jobcenteret ønsker at gøre op med tanken om, at den udsatte borger er kronisk parkeret i et liv udenfor arbejdsmarkedet. Hver borger betragtes nu som unikke individer, som indeholder unikke kompetencer.

Jobcenteret fungerer nu som en rekrutterende service overfor virksomhederne, og skaber samtidigt øget livskvalitet ved at hjælpe ud-satte borgere som Tommy Birger Larsen i arbejde.

Eneste vej til arbejdsmarkedet

Kontakten til Dansk Altan har været et altafgørende skridt i den rigtige retning for Tommy Birger Larsen. Han ser sin nuværende flexjob-løsning som den eneste mulige vej tilbage til arbejdsmarkedet:

- Hvis jeg ikke havde muligheden for at få det her flexjob igennem virksomhedsservice, så havde jeg sikkert ikke været på arbejdsmarkedet i dag. Jeg melder mig jo syg ind imellem her, hvis jeg ikke har kunnet sove om natten pga. smerter. Det ville jeg ikke kunne gøre på en almindelig arbejdsplads, hvor man kører 37 timer.

Tidligere har det offentlige været mere tilbøjelige til at tilbyde folk med varig nedsat arbejdsevne førtidspension. Af samfundsøkonomiske årsager, har man i dag et større fokus på at hjælpe folk tilbage på arbejds-markedet. For Tommy Birger Larsen har denne hjælp været meget positiv:

- Det er meget bedre at være flexjobber, end at blive sat udenfor med en pension. Hvis man er på pension, så kan man ikke mere. Jeg føler, at der stadigvæk er noget i mig. Det med at føle at man har nogle gode kollegaer, og at der er nogen omkring sig, det er meget vigtigt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.