Vaccinering

Kaos ved vaccinestationen: Ældre måtte vente i timer

Fredag opstod der lange køer ved Region Nordjyllands vaccinestation ved stationen i Hurup - mange ældre stod i kø udenfor i timevis

Fredag var der lang kø ved vaccinationsstedet på stationen i Hurup. Foto: Carsten Hougaard

Fredag var der lang kø ved vaccinationsstedet på stationen i Hurup. Foto: Carsten Hougaard

HURUP:Der var kaos ved stationen i Hurup fredag.

Her var mange - især ældre - blevet tilsagt af Region Nordjylland - for at få deres tredje vaccinestik.

Det viste sig hurtigt, at stedet ikke kunne klare de mange, der havde fået en tid.

Blandt dem var Finn Jorsal fra Thisted, der havde en tid klokken 10.30.

Jeg ankom klokken 10.25, og der var kæmpe stakke af sne både udenfor og indenfor. Der var simpelthen ikke ryddet for sne, og mange stod i kø. Mange stod i kø udenfor i over en time. Det er ikke vilkår, man kan byde, siger Finn Jorsal.

Også Jens Chr. Dissing fra Helborg oplevede de kaotiske situationer.

- Jeg havde en tid klokken 9.50. Da jeg ankom, fik vi at vide, at personale var forsinket. Da de så ankom, havde der dannet sig to køer, hvor der kun skulle være én. Det viste sig også, at der kun er 10 pladser til dem, der skal vente et kvarter efter vaccinationen, fortæller Jens Chr. Dissing.

Han fik sit tredje stik klokken 11.30.

Pressekonsulent i Region Nordjylland, Mathias Mosskov, oplyser i en mail, at:

"Vores kapacitet i Hurup er 600 hver gang, vi vaccinerer, og lokationen er også bemandet herefter. Bussen med regionens ansatte var på grund af vejret forsinket 30 til 60 minutter. Uheldigvis var vagterne ramt af samme tidsforsinkelse. Det er eksterne vagter, som sørger for køhåndteringen – dem var der derfor ikke nogen af i den første tid. Samtidig med det, så har lokationen ikke meget indendørs køfacilitet. Region Nordjylland beklager over for de berørte borgere".

Opdateret kl. 14.00 med kommentar fra Region Nordjylland.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden