Sisse Fiskers fond laver nu julehygge for godt 3500 børn
SMILfonden når ud til børneafdelinger i både Danmark, på Færøerne og på Grønland

Det er sjette år, at SMILfonden gennemfører deres landsdækkende julemission. I år er foreningens frivillige nået ud til mere end 3500 børn. Foto: SMILfonden
NORDJYLLAND:De har været forbi børneafdelingerne i både Aalborg og i Hjørring - ja, faktisk har de været på børneafdelinger i hele Danmark, på Færøerne og på Grønland.
For SMILfonden har sat sig for at sprede julestemning, så alle indlagte børn kan mærke, at det snart er jul - selv om corona-restriktionerne for andet år i træk truer med at lægge en dæmper på højtiden.
Julen er nemlig den sværeste tid på året at være indlagt. Særligt som barn, hvor julehygge og aktiviteter med familie, venner og klassekammerater bliver byttet ud med en hospitalsseng og daglige lægebesøg. Derfor har den velgørende forening SMILfonden i de seneste måneder arbejdet for at gennemføre deres årlige julemission.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Direktøren og stifteren af fonden er tv-værten Sisse Fisker - og hun siger i en pressemeddelelse følgende om baggrunden for julemissionen:
- Når du som barn er indlagt i december, går du glip af al julehyggen derhjemme, i skolen eller i børnehaven. Derfor er målet med SMILfondens julemission at vise børnene, at der er nogen, der tænker på dem og sørger for julehygge og gaver på børneafdelinger i hele Danmark.
Nåede mere end 3500 børn
Det er sjette år, at SMILfonden gennemfører deres landsdækkende julemission. I år har foreningens frivillige dog skullet løbe ekstra hurtigt for at gennemføre de mange aktiviteter, da stigende smittetal truede med at sætte en stopper for Julemissionen.
- Vi er utroligt glade for, at vi nåede at gennemføre vores julemission i år på trods af den nuværende situation. Efter snart to år med corona, kan vi mærke, at både indlagte børn og unge, deres familier og personalet er pressede. Vi håber derfor, at vi med vores initiativer kan bidrage med lidt ekstra julestemning de kommende uger, siger Sisse Fisker, der i øvrigt er født i Tårs i Vendssyssel.
SMILfonden har i løbet af november og december nået mere end 3500 børn og unge med julekalendre, SMILbamser, kreakasser, oppyntning og gaver. Kendte ansigter som Joachim Ingversen og Jacob Riising har hjulpet med uddelingen. Hele indsatsen kulminerede i en julekoncert på Rigshospitalet for de indlagte børn og deres familier.

Kendte ansigter som Joachim Ingversen og Jacob Riising har hjulpet med uddelingen. Hele indsatsen kulminerede i en julekoncert på Rigshospitalet for de indlagte børn og deres familier. Foto: SMILfonden
Julemissionen når ud til børn og unge på i alt 26 hospitalers børneafdelinger – samt børnehospice på Lukashuset i Hellerup og Strandbakkehuset på Djursland.
I forbindelse med julemissionen har SMILfonden lavet denne video:
Om SMILfonden og Julemissionen
SMILfonden er en velgørende forening, der skaber værdifulde fællesskaber og øger livskvaliteten for familier med alvorligt og kronisk syge børn på tværs af diagnoser. Det gør man ved at give dem en vigtig pause fra sygdom gennem sociale aktiviteter både på og uden for hospitalerne.
Julemissionens er en årlig begivenhed, der har til formål at sprede julestemning for børn, der er indlagt på landets hospitaler i julen. Julen er nemlig den sværeste tid at være indlagt i, og det er vigtigt at alvorligt og kronisk syge børn mærker, at der er nogen, som tænker på dem i juletiden og at de får en pause fra sygdom. Julemissionen er til stede på 26 børneafdelinger på landets hospitaler - og børnehospice på Lukashuset i Hellerup og Strandbakkehuset på Djursland.
SMILfonden uddeler 1.500 kreakasser, 2500 julekalendere og 200 SMILbamser og når ud til mere end 3-4.000 børn og unge i løbet november og december.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.