Målrettet mangel på elitefodbold

- Breddeklubber skal ikke drives som eliteklubber, tværtimod, siger Morten Bruun

Morten Bruun er i dag fodboldkommentator på internationale kampe. Men fodboldmæssigt trives han bedst i breddeklubben IF Lyseng, der har stor succes med ”Målrettet mangel på målrettethed”. <i>Pr-foto</i>

Morten Bruun er i dag fodboldkommentator på internationale kampe. Men fodboldmæssigt trives han bedst i breddeklubben IF Lyseng, der har stor succes med ”Målrettet mangel på målrettethed”. Pr-foto

FREDERIKSHAVN:- De skal ikke melde afbud, hvis ikke de kommer til fodboldtræning. De holder ingen taktikmøder. Og når de spiller kamp i weekenden, får alle 67 et halvt minuts spilletid på banen.

Vi er i IF Lyseng, en forstadsklub til Århus og dermed naboklub til AGF.

Her er det lykkedes at fastholde de store drenge i en periode, hvor skole, arbejde, kørekort, fester og piger begynder at fylde mere end fodbolden.

I efteråret 2013 havde IF Lyseng fire 11-mands-hold i klubbens U19-afdeling, og en af forklaringerne er det lidet mundrette motto: "Målrettet mangel på målrettethed".

Det lyder som en spiritusprøve, men er Morten Bruuns bud på, hvordan man skaber trivsel og medlemmer i en breddeklubs ungdomsafdeling.

12. november deltager han i forenings- og fritidskonferencen i Maskinhallen og fortæller mere om filosofien bag "Målrettet mangel på målrettethed". Et indspark i den aktuelle debat om, hvorfor mange lokale foreninger oplever medlemsflugt.

Målrettet mangel på ....

51-årige Morten Bruun er tidligere superliga og landsholdspiller. I 1992 var han med til at vinde EM for Danmark. Han har siden været superligatræner i Silkeborg og i SønderjyskE, og er i dag fodboldkommentator på internationale kampe fra øverste hylde.

Og så var han indtil sommeren 2014 årgangsansvarlig for U19 i IF Lyseng og manden bag "Målrettet mangel på målrettethed".

Da han i 1. maj 2006 blev fyret som superligatræner i SønderjyskE, startede han som ungdomstræner for sin søns hold - og satte sig for at bevise, at det store frafald af ungdomsspillere primært skyldes, at de unge får de forkerte tilbud.

- For det første handler det om at erkende, at man er en breddeklub, siger Morten Bruun - der definerer bredde som alt under Liga og division.

- Alt for mange klubber behandler deres teenagere som elitespillere og træner dem derefter. Det er en kæmpefejl. I Lyseng må man godt tage til gymnasiefest dagen før en kamp. Vi gør en dyd ud af at komme de unge i møde. Man kan godt mene, at de unge i dag er alt for blødsødne og slår op i banen, hvis det gør lidt ondt. Men hvad hjælper det, hvis det eneste vi tilbyder dem, er noget de ikke gider være en del af, spørger Morten Bruun.

Ens spilletid til alle

I IF Lyseng skal de unge ikke føle sig pressede af fodbolden.

- Vi anerkender, at noget kunne være vigtigere, og vi har valgt ikke at holde taktikmøder, fordi vi ikke tror, det giver noget i forhold til de ressourcer, vi skulle lægge i det. Det er ikke ligegyldighed men et bevidst valg. På samme måde med afbud til træning. Hvis vi fastholdt, at man skulle melde afbud, skulle vi følge op på dem, der ikke gør det. Det ville være alt for nedbrydende for trænergruppen.

Og så er der det med spilletiden. 67 et halvt minut til alle i en kamp på 90 minutter.

- Giver det ikke sure miner, når træneren skifter en mindre god spiller ind i stedet for en af de bedste, når kampen står lige på vippen?

- Nej, faktisk ikke. Spillerne har accepteret den præmis, at det ikke er altafgørende at vinde, og at alle spiller tre fjerdedele af en kamp. Og så starter vi ikke med de 11 dygtigste spillere på banen. Vi går ikke på kompromis med spilletiden.

- Spillerne er ikke lige dygtige men de er lige værdige. Det betyder, at alle får samme behandling, uanset om de spiller på hold 1, 2, 3 eller 4. Vi skifter tre spillere ud midtvejs i første halvleg, tre i pausen og tre midtvejs i anden halvleg. Kun vores målmand og anfører får fuld spilletid, men det er mere fordi, jeg er sproglig student, og fordi matematikken ellers bliver for kompliceret, siger Morten Bruun.

Ingen vrede forældre

Forældrene er også holdt op med at beklage sig over, at deres søn eller datter får for lidt spilletid.

- Målet er ikke, at vi skal være så dygtige som muligt, men at vi skal være så mange som muligt. De fleste klubber vil være bedst tjent med denne breddetilgang til fodbolden, siger Morten Bruun.

Morten Bruun stoppede som årgangsansvalig i IF Lyseng i sommeren 2014. I dag træner han en gang om ugen klubbens U12.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.