Magnussen kan score millioner i Asien
Kan sælge merchandise for store summer
MALAYSIA: Verdens største motorsportsløb, Formel 1, har i de seneste år satset kraftigt på at brede sporten ud til endnu flere lande. Det har de gjort med stor succes i Asien.
Derfor er der også en stor sandsynlighed for, at Kevin Magnussen kan blive en superstjerne og sælge merchandise for millioner i Østen. Det vurderer forsker i sportsbranding og -økonomi Kenneth Cortsen i torsdagens metroxpress:
- Det merchandise, danskerne og europæerne køber, er mest af alt fodboldrelateret. I Asien er det anderledes. Vi ser allerede, at McLaren sælger merchandise relateret til Kevin Magnussen, og han har mulighed for at styrke denne indsats i fremtiden, hvis han fortsætter sine gode præstationer. Og så kan det blive rigtig interessant, siger han.
Som i mange andre sportsgrene hænger den økonomiske og sportslige succes tæt sammen i Formel 1.
- Formel 1 hænger sådan sammen, at alt kan lade sig gøre, når man står øverst på skamlen. Og research i forhold til Formel 1 viser, at et større publikum følger succesfulde hold, hvilket også betyder bedre team-relateret merchandisesalg, større fan-identifikation med holdet og den eller de succesfulde kørere, siger forskeren til metroxpress.
Tøj og sko
Ifølge Kenneth Cortsen er der en bred palet af muligheder for Kevin Magnussen i forhold til salg af produkter. Og salget bliver endnu bedre, hvis det kan kombineres med andre populære brands og store, internationale mærker.
- Han kan sælge tøj og sko. Det er en klassiker, gerne i samarbejde med et sportsbrand, som vi så Schumacher og Ferrari gøre det med PUMA. Det styrker effekten, fordi de i forvejen har et etableret brand og derfor nogle produkter, som forbrugerne synes er interessante, siger Kenneth Cortsen.