Grillkul tændte brand i skraldespand: Nabo ville slukke ild - blev voldsomt forbrændt
Genbo ville slukke brand hos naboen, men snublede og fik andengradsforbrændinger på store dele af kroppen
Opdateret kl. 12:19
NYKØBING: En mand på 51 år fik andengradsforbrændinger på store dele af kroppen efter, at han tirsdag aften ved 20.40 tiden forsøgte at slukke en brand hos sin nabo, en mand på 83 år. Branden var opstået i en af tre affaldsspande ved en villa på hjørnet af Vestervangen og Fasanvej.
- Han havde grillet og havde bagefter smidt kullene i affaldsspanden. Her havde gløderne fået godt grundigt fat. Da genboen kom hjem efter en tur på stranden, opdagede han, at det brændte inde ved siden af, siger indsatsleder Mogens Hansen fra Nordjyllands Beredskab på Mors.
Da genboen forsøgte at slukke branden med hjælp fra vand fra en udendørs vandhane, snublede han og faldt ind over de smeltende skraldespande.
Han fik forbrændinger i ansigtet, på arme, lår og bryst og blev fløjet til brandsårsafdelingen på Odense Universitetshospital.
- Det gik så galt, som det overhovedet kunne, siger indsatslederen og tilføjer, at ilden ikke bredte sig til selve villaen.
Den 83-årige mand bliver sigtet for overtrædelse af beredskabsloven og får en bøde på 5000 kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.