Aalborg

Mange spader i brug

Brugere var med til første spadestik på den ny fjordpark

Foto: Michael Koch
Foto: Michael Koch Michael Koch

Opdateret 24. maj 2022 kl. 13:08

AALBORG: Der var usædvanligt mange spader i brug, da der i går var første spadestik til Aalborg Kommunes ny fjordpark i Vestbyen. Men projektet, som skal erstatte det gamle friluftsbad, omfatter også et hav af faciliteter og tilbud, og derfor var områdets kommende brugere også med til gravearbejdet.

- Vi vil gerne have noget af sjælen fra det gamle friluftsbad med over i det nye, og derfor har vi gjort meget for at inddrage brugerne i planlægningen og vælge nogle materialer, som er tro mod noget af det, friluftsbadet har stået for, forklarede rådmand for by- og landskab Hans Henrik Henriksen (S.)

Han markerede blandt andet den ny æra ved at pille det gamle badevands-temperatur-skilt ned sammen med sundheds- og kulturrådmand Mads Duedahl (V), og borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) var også klar med en lille tale og begrundelse for at bruge 65 mio. kroner på området.

- Friluftsbadet er helt udtjent. Så tanken om at gøre det til en helt masse mere, lå lige for. Og vi har jo fået over 30 mio. til det fra private fonde, så det er en win-win-situation for Aalborg, hvor vi både får opgraderet vores faciliteter og får halvdelen betalt udefra, fortalte han.

Ifølge Kastrup-Larsen bliver den ny fjordpark et enestående rekreativt område, hvor der både er bademuligheder, vinterbadeklub, undervandsagility for dykkere og meget mere, og det glæder han sig personligt også til at tage i brug.

- Jeg tror, det bliver et sted, hvor man helt naturligt vil komme til at løbe forbi eller slå sig ned og være sammen med andre om sommeren.

Borgmesterens forventninger deles også af mange andre, men for bademester Kaj Bjerregaard Jensen, som har arbejdet i friluftsbadet i 32 år, var det alligevel en lidt speciel dag.

- Jeg tror ikke, jeg ville kunne få det til at fungere bare en sæson mere, for det er jo fuldstændigt slidt ned. Men det er naturligvis også lidt vemodigt, for det har jo været min arbejdsplads i mange år, forklarede han.

Ifølge planerne skal Vestre Fjordpark være klar til indvielse i sommeren 2017 - samtidig med det store DGI-stævne i Aalborg. Og det kræver så megen byggeaktivitet, at en stor del af området allerede er rømmet og spærret af.

- Vi ved godt, at vi tager en stor del af strandpromenaden fra Vestbyens borgere i det næste års tid. Og det beklager vi selvfølgelig meget. Men det kan næsten ikke gøres på andre måder, så vi skal nok bestræbe os på at gøre det hele så hurtigt, som overhovedet muligt, understregede Hans Henrik Henriksen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden