Politi

Ung mand forsøgte at begå røveri - men blev smidt på porten

18-årig fængslet ved grundlovsforhør - truede med kniv

Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 12:39

Lørdag blev en 18-årig mand fængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Og en bestemmelse i straffeloven kan få alvorlige konsekvenser for ham, hvis han bliver fundet skyldig ved et senere retsmøde.

Fredag blev han anholdt i en lidt usædvanlig sag.

Vagtchef Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi fortæller, at den 18-årige fredag ved 20.30-tiden bankede på hos en mand, der bor i Astrup i Mariagerfjord Kommune.

- Han bad om en cigaret, og det fik han. Så gik han, men han vendte tilbage cirka en halv time senere, fortæller Thomas Ottesen.

Anden gang var det ikke for at bede om endnu en cigaret:

- Han havde en stor kniv med, som han truede beboeren med for at få udleveret penge, fortæller vagtchefen.

Det lykkedes dog ikke for ham at få udleveret hverken penge eller andre værdier. Beboeren fik nemlig skubbet den 18-årige væk og lukket døren.

- Beboeren ringede så til os, og cirka 300 meter derfra traf vi én, der passede på signalementet. Og han havde stadig kniven på sig, konstaterer Thomas Ottesen.

Den 18-årige blev anholdt og tilbragte natten i arresten, så han lørdag formiddag kunne stilles for en dommer. 

Her nægtede han at have noget som helst med sagen at gøre, fortæller anklager Morten Sønderby:

- Han sagde, at han intet kendte til det. Men retten fandt, at der var begrundet mistanke, så han blev fængslet i små fire uger.

Den 18-årige blev endda fængslet på begrundet mistanke om, at en særlig bestemmelse i straffeloven kan komme i spil ved et kommende retsmøde. Det regnes nemlig som en skærpende omstændighed, når der er tale om et hjemmerøveri eller forsøg derpå.

- Det er mere alvorligt og kan ende med en hårdere straf, hvis han bliver fundet skyldig. Så det er bestemt i den alvorlige ende, siger Morten Sønderby.

Den 18-årige nægtede sig altså skyldig men kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden