27-årig var fyldt med had til kvinder: Var klar til at slå børn ihjel for at straffe samfundet

Den 27-årige mand fra Hobro, der er tiltalt for planlægning af skoleskyderier, var igennem flere år blevet et betydeligt navn i et dybt radikaliseret kvindehader miljø

Arkivfoto <i>Foto: Henrik Bo</i>

Arkivfoto Foto: Henrik Bo

HOBRO:Den 27-årige mand, der er tiltalt for planer om flere skoleskyderier, var så fyldt med had - både til sig selv, til kvinder og til samfundet - at han var klar til at slå børn ihjel for at skade samfundet mest muligt.

Sådan lyder vurderingen fra specialkonsulent Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik, der var med til at anmelde den 27-årige til politiet.

Han er en af dem her i landet, der har forsket mest i det kvindehadske incel-miljø og i 2020 var han med til at lave rapporten "The angry internet" for Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet.

Det var i den forbindelse, at Christian Mogensen fik øje på den 27-årige på forskellige internetfora, der sværger til incel-miljøet. I flere år fulgte Christian Mogensen den 27-årige, og han kunne se ham blive mere og mere radikaliseret og vokse sig til at være en betydelig figurer inden for miljøet.

Den 27-årige lavede mere end 6000 opslag i en bestemt gruppe med både tekst, billeder og video, hvor han delte sine ønsker om at voldtage og begå vold.

- Der er ingen tvivl om, at han var en af dem, der mente det rigtig, rigtig meget. Jeg kunne se en udvikling, hvor han blev mere og mere voldsparat.

- Det blev til trusler mod de aktive, succesfulde mennesker. Dem der er fjenden. Men også mod børn og unge. De er mål i incel-miljøet, fordi det er der, man skader samfundet mest. Det er der, man skaber den største terroraktion, fortæller Christian Mogensen.

- Han var i slutfasen

Så da den 27-årige i juni delte et billede af to pistoler, han havde anskaffet, greb Christian Mogensen telefonen og kontaktede politiet.

Det var der også allerede andre, der havde gjort, og politiet kørte ud til den 27-åriges bopæl i Hobro, hvor de anholdte ham og beslaglagde de to pistoler samt taktisk beklædning.

Men det stoppede ikke hans planer. Retorikken på internettet var det samme, og han skrev endda: "Til politiet der læser med. Jeg har ikke nogen våben, dem har I taget", fortæller Christian Mogensen.

13. december bestilte den 27-årige så en automatriffel på dark web, og tre dage senere blev han anholdt og varetægtsfængslet. Her fandt politiet taktisk beklædning, magasinbælter og elefanthuer.

Den følgende efterforskning viste, at han på det tidspunkt havde lavet manifest og videoer med planerne for skoleskyderierne, at han havde rekognosceret på skoler i Nord- og Østjylland og indhentet oplysninger om elever, ringetider og undervisningsskemaer. Derudover havde han tilegnet sig skydefærdigheder i en skytteforening.

Og han var så voldsparat, at hvis han havde fået fat i den automatriffel, så havde han udført sine planer, mener Christian Mogensen.

- Hvis han havde fået fat i den riffel, så frygter jeg, at noget frygteligt var sket. Min bedste vurdering er, at han var i slutfasen af planlægning, siger han.

Det er han tiltalt for

Den 27-årige er blandt andet tiltalt for drabsforsøg for at have planlagt at dræbe flere i masseskyderier i Nord- og Østjylland.

Målene for skyderierne skulle være flere skoler og institutioner samt en børnehave.

Ifølge anklagemyndigheden skete planlægningen over en periode på mindst fem år fra 2015 til 16. december 2020.

Planlægningen bestod i:

Fra 2015 til 2019 at have skrevet et manifest med beskrivelse af sit ønske og planlægningen om at udføre et masseskyderi.

Fra den 26. juni 2019 frem til den 27. april 2020 at have lavet adskillige videooptagelser med beskrivelse af sit ønske om at udføre et masseskyderi.

At have opnået skydefærdigheder.

At have fået våbentilladelse og tilladelse til at opbevare våben på sin bopæl.

I marts 2018 at have anskaffet sig en bil, som skulle bruges i forbindelse med masseskyderierne.

I april og maj 2018 at have foretaget rekognoscering på flere skoler og uddannelsesinstitutioner i Århus-området.

At have foretaget adskillige søgninger på internettet og indhentet oplysninger om masseskyderier og skoleskyderier og gerningsmændene samt i foråret 2020 at have foretaget talrige søgninger og indhentet oplysninger om forskellige skoler og uddannelsesinstitutioner samt en børnehave i Nord- og Østjylland - blandt andet oplysninger om ringetider, antal elever og undervisningsskemaer.

I 2015 og 2017 at have anskaffet sig en pistol af mærket Colt, kaliber 22 og en 9 mm-pistol af mærket Glock, som han blandt andet opbevarede på sin bopæl sammen med magasiner, skarp ammunition samt en kniv på 18 centimeter. Det blev dog beslaglagt af politiet den 12. juni 2020.

At have foretaget talrige søgninger og indhentet oplysninger om skydevåben blandt andet i november og december 2020.

13. december 2020 på dark web at have oprettet en ordre på køb af en AR-15 riffel.

I løbet af 2018 at have anskaffet sig taktisk beklædning i form af en kasket, en striktrøje, en vest med flere forlommer, bukser, et nylonbælte, et par strømper, et par støvler samt et par handsker.

Derudover er den 27-årige tiltalt for overtrædelse af straffelovens strenge bestemmelse om ulovlig våbenbesiddelse, da han 27. marts 2020 kørte i bus med en skarpladt pistol.

Han er også tiltalt for at have opbevaret sin skarpladte 9 mm Glock i en skrivebordsskuffe.

Incel - ulykkelige mænd der hader kvinder

Men hvordan kan kvindehad fører til, at en 27-årig mand planlægger at dræbe flere børn på en skole?

Svaret på det spørgsmål ligger i forståelsen af, hvad incel-bevægelsen er.

Incel - der står for ”involuntary celibate”, der betyder ufrivilligt cølibat - blev egentlig startet i 90'erne af en amerikansk kvinde, der følte sig socialt akavet og var jomfru. Men i 00'erne blev incel overtaget af mænd, der hader kvinder, fordi de ikke fik sex.

- Incel er en bevægelse, der mest består af unge mænd med et stort selvhad, som ser sig selv ude af stand til nogensinde at få sex på grund af genetik, opvækst osv. De opfatter det som den moderne, larmende feministiske kvindes skyld, og i stedet for at rumme det, laver de et fjendebillede ud af kvinder og samfundet, forklarer Christian Mogensen og fortsætter:

- Det er en ideologi, hvor mændenes sårbarhed og ulykkelighed bliver til en vrede og voldsparathed.

Hvad er incel?

Incel - der står for ”involuntary celibate”, der betyder ufrivilligt cølibat

Begrebet blev startet 90'erne som et online fællesskab af en amerikansk kvinde ved navn Alana. Hun var jomfru og følte sig socialt akavet. Projektet fik navnet Alana’s Involuntary Celibacy Project

I 00'erne overtog kvindehadske mænd begrebet.

Incel hader kvinder, der ikke giver dem sex. De bliver kaldt Staceys.

De hader også mænd, der får sex. De bliver kaldt Chads.

Incels ser også feminismen som deres hovedfjende.

Der har været flere skyderier med dræbte begået af erklærede incels i både USA, Canada og England.

Det var også præcis det, Christian Mogensen så hos den 27-årige ligesom i flere andre sager.

- Fællesnævneren i de sager, jeg har set er, at det starter med ulykkelighed og ensomhed. Det er unge mænd, der er kede af det, som aldrig haft en ven, og så går de på internettet og leder efter andre "tabermænd", som de kalder dem. Og her er det let at blive forhørt af tanken om, at de er ofre for feministisk konspiration. Så skifter de fra at være en støttegruppe til hadegruppe, fortæller han.

For der er ingen, der er kvindehadere til at begynde med, når de leder efter grupperne. Det er noget man bliver inde i grupperne - en form for onlineradikalisering, forklarer Christian Mogensen.

- Det er her, de hidser hinanden op med voldtægtsfantasier eller voldsfantasier.

Det skete også for den 27-årige, der fik det, han søgte efter.

- Han blev en, de andre vidste, hvem var. Jo flere indlæg, jo mere stiger man i graderne. Han fik et fællesskab, som han manglede.

Fåtal er voldsparate

Sagen med den 27-årige mand fra Hobro er en af de mest alvorlige sager i Danmark. Det er første gang, at nogen fra miljøet er kommet så langt med planlægningen af en voldshandling, inden der bliver taget hånd om dem, vurderer Christian Mogensen.

Og det er også sjældent, at incel-mændene kommer helt derud.

I langt de fleste tilfælde bliver det nemlig blot fantasier eller ord. Det er kun et fåtal af mændene i incel-miljøet, der er voldsparate, fortæller Christian Mogensen.

- Det er generelt meget få, der begår kriminalitet mod andre - men vi ser derimod ofte, at de gør selvskade.

Incel-bevægelsen er i vækst, vurderer Christian Mogensen, og jo mere omtale den får, jo større er risikoen for, at andre unge mænd får øje på det usunde fællesskab.

Alligevel er det vigtig at sætte fokus på problemet, mener han.

- Det er for sent at tie det ihjel. Og vi vurderer, at det er nødvendigt at gøre opmærksom på det, så relevante fagpersoner også kan blive opmærksom på det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden