Hærværk

46-årig anholdt for hærværk på gravsten i Hadsund

Politiet har anholdt en 46-årig mand for at have spraymalet 81 gravsten på Hadsund Kirkegård i weekenden

81 gravsten på Hadsund Kirkegård blev i weekenden overmalet med tallet 666, som er djævlens tal. Foto: Henrik Bo
81 gravsten på Hadsund Kirkegård blev i weekenden overmalet med tallet 666, som er djævlens tal. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

HADSUND: En 46-årig mand, som mistænkes for i weekenden at have begået groft hærværk ved at have spraymalet på 81 gravsten på Hadsund Kirkegård, er onsdag formiddag blevet anholdt af politiet. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anholdelsen skete på baggrund af en kort, men intens efterforskning, og den mistænkte mand blev anholdt på sin bopæl den 24. juli 2019 kl. 09.15.

- Vi sigter ham for groft hærværk. Jeg er tilfreds med, at vi hurtigt har kunnet anholde en mistænkt i en sag, som vi ved har påvirket mange borgere i området omkring Hadsund, lyder det fra fungerende vicepolitiinspektør Sune Myrup, Nordjyllands Politi.

Vicepolitiinspektøren oplyser, at der er tale om en mand bosat i lokalområdet, og det kan bekræftes, at manden også har været sigtet for et lignende forhold tilbage i 2016, hvor gravsten på Visborg Kirkegård også blev udsat for groft hærværk, idet cirka 100 gravsten dengang blev spraymalet.

Det er dette forhold samt politiets efterforskning i denne sag, herunder adskillige afhøringer, der har medført, at der er grundlag for anholdelse og sigtelse af den 46-årige mistænkte mand.

Den anholdte 46-årige fremstilles onsdag klokken 14 i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, og han er sigtet for at overtræde straffelovens § 291, stk. 2 vedrørende groft hærværk. Anklagemyndigheden begærer ikke lukkede døre ved grundlovsforhøret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden