Ældrepleje i Mariagerfjord tæt på at gå i nødberedskab

- Det er en alvorlig situation, siger udvalgsformand Jan Andersen

Mariagerfjord Kommune er tæt på at indføre nødberedskab i ældreplejen. Det kan ifølge udvalgsformand Jan Andersen (V) betyde, at der kan opstå aflysninger eller udsættelse af besøg i hjemmeplejen eller i sygeplejen. Arkivfoto: Andreas Falck <i>Foto: Andreas Falck</i>

Mariagerfjord Kommune er tæt på at indføre nødberedskab i ældreplejen. Det kan ifølge udvalgsformand Jan Andersen (V) betyde, at der kan opstå aflysninger eller udsættelse af besøg i hjemmeplejen eller i sygeplejen. Arkivfoto: Andreas Falck Foto: Andreas Falck

I Mariagerfjord Kommune er ældreplejen på plejecentre, i hjemmeplejen og sygeplejen nu så presset af personalemangel, at det kan blive nødvendigt at indføre et nødberedskab. Det skriver Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

- Det er en alvorlig situation, og det er så ærgerligt, at et nødberedskab nu truer hen over julen og nytåret. Vi er der ikke endnu, og jeg ved, at der arbejdes på højtryk for at undgå situationen, men skulle det komme dertil, så har forvaltningen bemyndigelse til at iværksætte beredskabet, fortæller formand for sundheds- og omsorgsudvalget Jan Andersen i pressemeddelelsen.

Hvis nødberedskabet bliver aktiveret, vil det ramme dele af den praktiske hjælp og den såkaldte klippekortordning med særlige ydelser til de ældre, og så er der kun de basale plejeydelser tilbage.

Ifølge Jan Andersen kan et nødberedskabet betyde, at der kan opstå aflysninger eller udsættelse af besøg i hjemmeplejen eller i sygeplejen.

De absolut mest nødvendige og livsvigtige opgaver prioriteres højest både i hjemmeplejen, sygeplejen og på plejecentrene.

Omikron giver problemer

- Det er udviklingen med stigende smitte på grund af den nyeste corona-variant omikron, som giver os problemer. Vi har flere sygemeldinger, og som så mange andre kommuner har vi desværre også problemer med at rekruttere tilstrækkeligt med personale. Det kan ramme vores sundhedspersonale og det betyder, at vi nu kan komme til at mangle hænder til at tage sig af vores ældre henover julen og nytåret, siger sundheds- og ældrechefen Michael Tidemand i pressemeddelsen.

Diverse vikarbureauer har allerede meldt tilbage, at de ikke som forventet kan sende folk som afløsere i juledagene og til at dække af i ferien.

Ifølge Michael Tidemand er det hans ansvar at vurdere, hvornår det kan være tid til at overgå til et nødberedskab. Det kan være en nødvendig beslutning, men den er bestemt ikke sjov.

- Lige nu gør vi alt for at finde løsninger. Vi ser både på mulighederne for at trække på den samlede personalegruppe på ældreområdet og muligheden for at trække på personale fra andre steder. Jeg kan ikke sige noget om, hvor tæt vi er på at aktivere nødberedskabet, kun at vi arbejder for at undgå det, fortæller Michael Tidemand.

Direkte besked

Hvis det bliver nødvendigt at indføre nødberedskab, vil berørte borgere få direkte besked.

- Berørte borgere får selvfølgelig direkte besked, hvis vi bliver nødt til at gå i nødberedskab. Vi vil også sørge for at informere via kommunens hjemmeside og facebook, siger sundheds- og ældrechefen.

Bøn til borgerne

Mariagerfjord Kommune er ude med en bøn til borgerne.

- Vi vil gerne opfordre alle, som har mulighed for at hjælpe os igennem en svær tid til at henvende sig. Det kan være tidligere ansatte, der er gået på efterløn eller pension, eller alle som bare har mod på at arbejde med ældrepleje eller den praktiske hjælp, slutter udvalgsformand Jan Andersen.

På den lidt længere bane forsøger Mariagerfjord Kommune fortsat at samarbejde med uddannelser og jobcenter i forhold til at tiltrække flere personaler til kommunen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.